Gammelt Nyt: Tidligere var uniform på jobbet mere almindeligt

Gammelt Nyt: Tidligere var uniform på jobbet mere almindeligt
Foto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Peter L. Jacobsen, Lokalhistorisk Arkiv, fortæller:

Hvor det nu om dage kan volde problemer – især for de ældre – at få transporteret husholdningsvarer hjem, må man med et suk mindes tiden i 1920-erne og 1930-erne, hvor gadebilledet blev livet op af den tids budbringere – kolonial-, slagter- og bagerlærlinge i deres karakteristiske arbejdsdragt.

Koloniallærlingene var i grå- og blåstribede busseronner med en stor flettet vidjekurv som en art overdimensioneret tornyster på ryggen. I kurven kunne pakkes varer til flere kunder, når tingene anbragtes i kørselsordning – lagvis adskilt med en avis.

Slagterlærlingen var iklædt busseronne, dog med et andet snit, og så var han forsynet med et stort hvidt forklæde, hvis ene nederste snip var hæftet skråt over yil modsat talje. Han cyklede ikke med kurv, men havde varerne på skulderen i et stort, renskuret slagtertrug.

Bagerlærlingen i hvid skjorte med pepitaternede bukser arbejdede sig gennem trafikken med den dengang karakteristiske store ovale bagerkurv, hvori der var god plads til de sønderjyske rugbrød.

Også de store, blandede manufakturforretninger havde deres bude. Det var voksne mænd, der – selv om de færdedes på cykler – var iklædt flotte chaufføruniformer med spidsbukser og lædergamacher eller viklers. På kasketten kunne læses firmaets navn.

Mange andre var med til at sætte deres præg på gadebilledet. dragter, vi vi fik at se, når vandrende håndværkssvende drog gennem byen.

Der var også skorstenfejeren i sin sorte dragt med kost og cylinderhat. Han kan stadig opleves, men hører nok til en uddøende race! Skomageren med sit grønne skødeskind er allerede historie.

Der var hotelkarle i mørke uniformer med guldpynt og navn på kasketten. De stillede ved alle tog og skibes ankomst og afgange og transporterede gæsternes bagage.

Leverandør af alle de forskellige dragter var firmaet Hans Jürgensen, der fra 1925 til 1964 lå på Jernbanegade og som var en filial af et firma af samme navn i Flensborg.

Arkivet efterlyser billeder og fortællinger

For at bevare noget af tidens atmosfære er Lokal- historisk Arkiv for Dybbøl, Ulkebøl og Sønderborg meget interesseret i at modtage billeder, der viser dragter fra tiden. Ligeledes har vi stor interesse for skildringer fra den tid, specielt om arbejdsforholdene i læretiden, da personalet i stor udstrækning boede og spiste i mesters eller principals hus.

En lille skriftlig beretning vil være meget værdifuld, men vil man hellere fortælle, optager vi det gerne på bånd.

Mange små oplevelser er med til at give et billede af tiden.

Arkivet holder til på Sønderborg Kaserne og døren er åben mandage fra 10 til 12 samt onsdage fra 15 til 17.

Telefonnummeret er 5029 9079 og mailadressen: sonderborgarkiv@gmail.com

Læs også...  Ringriderfesten tombola lukker

GÅET GLIP AF .. ?