Genetableringen af Hertugernes Augustenborg er nu for alvor i gang 

Genetableringen af Hertugernes Augustenborg er nu for alvor i gang 
Storegade i Augustenborg. Arkivfoto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 4 minutter

Hertugbyens restaureringspulje har netop sat gang i de første fem restaureringsprojekter i samarbejde med de private husejere. Alle er de led i en samlet genskabelse af Augustenborgs unikke kulturmiljø. Augustenborg er nemlig en helstøbt barok hertugby – og regnes som et af Danmarks mest enestående kulturmiljøer med verdensarvspotentiale.

Den første byggeplads er Hofgården på Storegade, byens tidligere Slotshotel, som Boligforeningen SØBO nu udlejer som seniorboliger. De ældste af Hofgårdens bygninger stammer tilbage til 1700-tallet, skriver Hertugbyens Restaureringspulje.

Facaden på Hofgården føres nu tilbage nær det oprindelige. De store vinduer med smalle sprosser bevares og males en stilhistorisk oxidrød farve, som var typisk i 1700-tallet. Hoveddørene males tilsvarende, skorstenene renses og males, murværket til gavlen repareres, og hovedtrappen får nye trin i granit og håndsmedet gelænder. Gelænderet bliver smedet af en ung esse-smed med stor interesse for smedearbejdet på de barokke bygninger.

”Vi er utrolig glade for, at SØBO så højt prioriterer at værne om de gamle bygninger i Augustenborg. Resultatet bliver en smuk, hertugelig bygning og et virkelig godt eksempel på, at boligforeninger også kan skabe attraktive boliger i historiske bygninger. At projektet samtidig kan støtte unge håndværkere i at få erfaring med efterhånden sjældne fag, er en stor sidegevinst”, siger projektchef Lillian Kristensen fra Hertugbyens Restaureringspulje.

Stor interesse skaber travlhed

Samtidig igangsættes restaurering af butiksbygningen Sypigens hus på Storegade, hvor butiksfacaden føres tilbage. Den store baldakin og den brede butiksfacade af glas fjernes og ændres til høje, smalle butiksvinduer samt en ny hoveddør. Alle vinduerne i huset skiftes til linoliemalede vinduer i en smuk grøn farve, der passer til den nye lyse facadefarve.

Yderligere to projekter sættes i gang i oktober. Det drejer sig om Det gamle Apotek fra 1774, der ligger på Slotsallé, samt et barokt gavlhus fra 1780 i Storegade 33, begge med. Projekterne holder vinterpause efter behov og færdiggøres i foråret 2026. Også Storegade 10, der er fra 1888, er under projektering.

”Og endnu flere projekter er på vej. For vi oplever stor og positiv interesse fra de private husejere for at være med. Derfor kommer vi hele efteråret igennem til at arbejde med handleplaner, budgetter og aftaler for alle de projekter, der skal udføres i 2026”, siger Lillian Kristensen.

Skal være nemt at være med

Genetableringen af Hertugernes Augustenborg er centreret om bykernen, der er domineret af de hvide grundmurede hertughuse fra perioden 1750-1850, som er anledningen til projektet. Men samtidig favner projektet også de nyere bygninger i med de stilarter, der med tiden er tilkommet – og samlet tegner en interessant bygningshistorisk udvikling. Hovedparten af bygningerne i området er enten er fredede eller bevaringsværdige.

”I alt inviterer vi ca. 60 ejendomme med i projektet, hvor ejerne kan søge op til 75 procent tilskud til bygningernes ydre. Vi har meget stort fokus på, at det skal være overskueligt at deltage som ejer. Samarbejdet indebærer, at der tilknyttes en arkitekt, som leder hele projektet på vegne af ejeren – inklusiv økonomi, myndighedsgodkendelser, projektering, udbud og byggeledelse.

De fleste projekter omfatter typisk restaurering og fornyelse af vinduer og facader med puds – og i en del tilfælde også tage, skorstene og tagvinduer, siger Lillian Kristensen.

Hertugbyens Restaureringspulje har et samlet budget på cirka 92 millioner kroner.  Puljen fokuserer, at de privatejede huse i Augustenborg sættes i stand som et led i den omfattende genskabelse af Hertugbyen – der også vil omfatte offentlige bygninger, arealer, pladser og veje. Projektet er et partnerskab mellem Sønderborg Kommune, A.P. Møller Fonden, Realdania og i samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen.

 

Læs også...  Erhvervsklubmedlemmer hørte lidt om Trump, digitalisering og oprustning

GÅET GLIP AF .. ?