Gråsten Landbrugsskole dyrker den grønne omstilling

Gråsten Landbrugsskole dyrker den grønne omstilling
Gråsten Landbrugsskole. Privatfoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

På Gråsten Landbrugsskole ser de ikke den grønne omstilling som et problem – men som en udfordring, der rummer muligheder. Her arbejder de både med at reducere metanet fra dyrene, producere egne grøntsager og på at gøre sig selvforsynende med energi.

Skolen producerer sin egen strøm via solceller på tagene, som er koblet til et batteri, der kan lagre energien. Derudover driver skolen et biogasanlæg, hvor gyllen fra egne køer og grise omdannes til elektricitet – en proces, der samtidig skaber overskudsvarme til opvarmning af bygningerne.

Det skriver Project i deres nyhedsbrev.

Overskudsvarmen dækker i dag 16 procent af skolens samlede varmebehov. Det betyder en besparelse på én bigballe halm om dagen, og i sommerperioden står halmfyret helt stille. Den resterende varme får de fra halm, men inden for få år vil skolen erstatte halmfyret med eldrevne varmepumper.

Landbrugsskolens nyeste tiltag er en CO₂-tank, hvor de fanger CO₂ fra den røggas, der opstår, når de brænder biogassen, hvorefter denne lagres i tanken. Det er en del af et treårigt projekt, der skal vise potentialet for CO₂-fangst i landbruget.

Fra hestekræfter til kilowatt

Går man blot få årtier tilbage, var strøm på landet mest noget, koen kom i kontakt med, når den strakte hovedet lidt for langt ud under elhegnet. Hos Gråsten Landbrugsskole ser virkeligheden i dag helt anderledes ud.

Her kører minilæssere, malke- og foderrobotter og foderblandings-systemet på el, mens elever og personale kan lade elbilen op på parkeringspladsen.

Elektrificeringen sparer både diesel og CO₂. Skolens eldrevne fodersystem alene sparer omkring 40 liter diesel om dagen ved at afløse traktorens arbejde.

Overgangen fra fossilt til elektrisk landbrug kræver naturligvis mere strøm – og den producerer Gråsten Landbrugsskole selv. Solcellerne på tagene og biogasanlægget leverer næsten 60 procent af skolens eget elforbrug. Et nyt 215 kW batteri gør det derudover muligt at lagre energien fra både sol og biogas, så strømmen kan bruges, når der er behov.

Men skolen stopper ikke der. Næste investering er en soldrevet så-robot til marken, som vil reducere behovet for fossile maskiner yderligere.

Rundt omkring på skolen kan man følge energiproduktionen på digitale eltavler – præcis som tavlerne i stalden, der viser dagens mælketal. Et synligt bevis på, at Gråsten Landbrugsskole ikke blot producerer fødevarer, men også energi.

Her spirer fremtidens grønne landmænd

På Gråsten Landbrugsskole uddanner man fremtidens landmænd ud fra en cirkulær tankegang.

Alle elever der uddanner sig til faglært landmand, har faget Bæredygtighed. Her er fokus både på økonomisk og miljømæssig bæredygtighed – et tema der går igen i skolens øvrige fag.

Eleverne bliver aktivt inddraget i skolens energiproduktion og får praktisk erfaring med biogasanlægget og de andre grønne initiativer på gården. På den måde ser de, hvordan lokale ressourcer kan udnyttes smartere og lærer at tænke forskellige processer sammen til en helhed.

Samtidig har skolen ansat en fuldtidsgartner, der skal gøre den selvforsynende med grøntsager, så eleverne selv kan dyrke de råvarer, de får serveret i kantinen.

Et af de kommende initiativer er et skovlandbrugsprojekt, hvor frugttræer kombineres med afgrøder. Det styrker biodiversiteten og gør dyrkningen mere robust over for klimaforandringer.

For verden er i forandring, men vi har fortsat brug for fødevarer. På Gråsten Landbrugsskole viser de, at den grønne omstilling af landbruget er mulig – bare man er villig til at trække i arbejdstøjet.

Læs også...  SOSU'er og de ældre fejrede den nye ældrelov

GÅET GLIP AF .. ?