Efter flere års tæt samarbejde på tværs af grænsen afslutter Interreg-projektet SmartPowerConversion nu med resultater, der allerede peger frem mod næste fase. Forskere og virksomheder har udviklet nye løsninger til intelligent styring af elektrisk energi og energilagring – teknologier, der kan blive afgørende i et Europa med voksende pres på elnettet.
“Vi skal ikke blot følge udviklingen. Vi skal være med til at drive den”.
Sådan lyder ambitionen fra Thomas Ebel, leder af SDU Center for Industriel Elektronik, efter torsdagens afsluttende seminar for det dansk-tyske Interreg-projekt SmartPowerConversion.
Bag ordene ligger flere års samarbejde mellem forskere, virksomheder og innovationsmiljøer i Danmark og Tyskland om én af den grønne omstillings største udfordringer: Hvordan får vi et elektrificeret samfund til at fungere, når både industri, transport, datacentre og energitunge teknologier kræver stadig mere strøm?
Svaret handler ikke længere kun om at producere mere energi. Det handler i stigende grad om at bruge den smartere.
Projektet har i løbet af de seneste år udviklet nye løsninger inden for effektelektronik, energilagring og intelligent styring af elektrisk energi. Samtidig er samarbejdet mellem universiteter, virksomheder og innovationsmiljøer vokset langt mere end forventet.
Ifølge Kasper Mayntz Paasch, lektor ved SDU Center for Industriel Elektronik og projektleder for SmartPowerConversion, har projektets styrke været det tætte samarbejde mellem forskning og industri på tværs af grænsen.
“Vi har samlet stærke forskningsmiljøer og virksomheder omkring nogle af de vigtigste teknologier i den grønne omstilling. Det har gjort det muligt både at udvikle nye løsninger og teste dem tæt på konkrete industrielle behov”, siger han.
Projektet har blandt andet samlet partnere som SDU, HAW Kiel og CAU Kiel sammen med virksomheder som Danfoss, Semikron Danfoss, Linak, Converdan, Secop, EP, Litronic og Motek.
Ifølge projektpartnerne var målet oprindeligt at samle omkring 100 deltagere på tværs af projektets aktiviteter. I stedet har mere end 500 deltagere været involveret gennem seminarer, workshops og arrangementer i den dansk-tyske grænseregion.
Smartere styring af strømmen
Kernen i SmartPowerConversion har været effektelektronik – teknologien, der styrer og omformer elektrisk energi i alt fra industrisystemer og energiinfrastruktur til fremtidens energinet.
På det afsluttende seminar præsenterede projektpartnerne blandt andet nye demonstratorer udviklet i tæt samarbejde med industrien. Her blev vist løsninger, hvor styringen integreres direkte i power-modulerne for at gøre systemerne mere kompakte, energieffektive og robuste.
Forskerne har samtidig arbejdet med nye styringsstrategier, der kan bidrage til større stabilitet i elnettet i takt med, at samfundet elektrificeres og belastningen på energisystemerne vokser.
“Noget af det vigtigste har været, at vi har kunnet omsætte forskning til konkrete teknologier i samarbejde med virksomhederne”, siger Kasper Mayntz Paasch.
For Thomas Ebel handler udviklingen om mere end ny teknologi.
Han peger på, at energisystemet i disse år gennemgår den største transformation i generationer. Hvor energisektoren tidligere var bygget op omkring store centrale kraftværker, bliver fremtidens system langt mere komplekst med vedvarende energi, elektrificeret industri, batterilagring og decentral energiproduktion.
“Effektelektronik bliver en af de helt afgørende teknologier i den grønne omstilling. Hvis vi skal lykkes med elektrificeringen af samfundet, kræver det, at vi kan styre energien intelligent og effektivt”, siger han.
Batterier får et nyt liv
Projektet har også haft fokus på batteriteknologi og energilagring.
Her har forskerne blandt andet arbejdet med batterier fra den elektriske færge Ellen, hvor nye analysemetoder har været med til at forlænge batteriernes levetid og forbedre deres ydeevne.
Samtidig har projektet undersøgt, hvordan brugte batterier kan få et nyt liv som energilagre, når de ikke længere kan bruges i deres oprindelige anvendelse.
AI-baserede værktøjer til hurtigere analyse af batterier har desuden været en del af arbejdet – teknologi, der på sigt kan få stor betydning i et energisystem med langt flere batterier og decentral energilagring.
Ifølge Thomas Ebel bliver netop kombinationen af intelligent styring og energilagring afgørende i de kommende år.
“Vi bevæger os mod et energisystem, der er langt mere dynamisk end tidligere. Det stiller helt nye krav til både teknologi og samarbejde mellem forskning og industri”, siger han.
Næste skridt er allerede i gang
Selvom SmartPowerConversion nu formelt afsluttes, arbejder partnerne allerede videre med nye projekter og nye ambitioner.
Målet er at bringe teknologierne endnu tættere på industri, uddannelse og konkrete løsninger i energisystemet – og samtidig styrke regionens position som et af Europas centrale miljøer inden for effektelektronik og energiteknologi.
Ifølge Thomas Ebel er fundamentet allerede lagt.
“Vi har opbygget et stærkt økosystem inden for effektelektronik og energisystemer. Nu handler det om at løfte det til næste niveau og sikre, at regionen også i fremtiden er blandt de steder i Europa, hvor de nye energiteknologier bliver udviklet, testet og omsat til konkrete løsninger”, siger han.


