Når Hans-Willy Bautz skriver sine krimier, så laver han en meget grundig research i de lokalområder, hvor handlingen udspiller sig og det får bogcafé vært Allan Breckling til at sige, at krimierne også er en så glimrende beskrivelse af lokalområder, at de sagtens kan bruges som turistguide.
På onsdag mellem 15 og 17 kan du møde Hans-Willy Bautz hos Bog & Idé i Borgen, hvor han signerer bøger – også den seneste, som er nummer 10 i rækken, Den døde ved Grænsesten 277, en grænselandskrimi.
Hans-Willy Bautz er dansk og har boet 30 år i Tyskland, hvor han var avisudgiver og redaktør – og det var i forbindelse med sit arbejde, han mødte en italiensk forfatter, som skrev krimier.
“Jeg spurgte, om det ikke krævede meget research, men det gjorde det ikke, fordi italienske aviser skrev så grundigt om kriminalsager, at forfatteren kunne bruge artiklerne og så bare lægge et andet drab ind i dem”, siger Hans-Willy Bautz til Nært & Nyt.
Hans-Willy Bautz synes, at når man skriver en krimi, så skal de omgivelser, om handlingen foregår i, være helt korrekte.
“Ellers ødelægger det fortællingen og inden jeg skrev Den døde ved Grænsesten 277 brugte jeg tre uger i grænselandet og jeg besøgte både det danske og det tyske grænsepoliti og hørte, hvordan de arbejder. De personer, som jeg skriver om, er fiktive og det er drabene også – men alt andet bygger på fakta”.
Skrev en bog sammen med en 9-årig
Forfatteren fortæller, at han også har lavet en børnebog sammen med en dreng på bare ni år.
“Den hedder ‘Skelettet på Slottet’ og drengen støbte kuglerne og jeg fyrede dem af. Jeg fik Svaneprisen for den og drengen fik Ællingeprisen”, siger Hans-Willy Bautz, som iøvrigt bor i Haslev.
Han fortæller, at han bliver ved med at skrive, fordi han ganske enkelt ikke kan lade være.
“Og jeg blev rigtigt glad da en krimilæser fortalte mig, at han plejer at låne krimier på biblioteket, men mine købte han altid i signerede eksemplarer og de blev stillet på plads i hans bogreol”.
Hans-Willy Bautz er i den her tid på vej rundt i landet for at fortælle om Den døde ved Grænsesten 277 og signere bøger.
“Og jeg er også i gang med den 11. krimi”.



