Den dansk-tyske grænse blev lagt fast efter en folkeafstemning og siden den blev draget i 1920 har den været, hvor den er – og mindretallene på begge sider af grænsen synes selv, at de har det godt. Det gør, at man kan spørge, om vi dengang fandt opskriften på fred?
Efter syv krige handler ufreden nu om P-skilte og om to-sprogede byskilte.
I dag, søndag, hvor UNESCOs 80 års jubilæum blev fejret i Augustenborg, blev spørgsmålet stillet af Simon Faber og Mirco Reimer-Elster fra Grænseforeningen, Gitte Hougaard-Werner fra Slesvigsk Forening og Harro Halmann fra Mindretalssekretariatet i København sad klar med svar.
“Vejen frem til hvor vi er i dag, har ikke været nem eller lige, men kan vi gi’ vores erfaringer videre til andre”, spurgte Simon Faber?
“Efter 1920 ville det tyske mindretal have flyttet grænsen tilbage til Kongeåen – og besættelsen gav nyt håb til drømmen. Men efter 1945 var det slut og mindretallet måtte genopfinde sig selv og vi lavede en loyalitetserklæring og acceptere den danske grundlov samt grænsen ved Kruså”, sagde Harro Halmann fra det tyske mindretal og tilføjede, at gradvis blev forholdet mellem det tyske mindretal og danskerne bedre.
“Indtil København-Bonn-erklaringen havde vi i det danske mindretal i Sydslesvig et håb om et Danmark til Ejderen, men nu gør vi Danmark større sprogligt og kulturelt. Vi er et accepteret mindretal med god forbindelse til flertallet”, sagde Gitte Hougaard-Werner fra det danske mindretal.
Mirco Reimer-Elster så sit snit til at bryde ind og tage rollen som ham, der stiller spørgsmålene:
“Hvordan tror du reaktionen ville være, hvis I fra det tyske mindretal sagde, at i gør Tyskland lidt større”?
Harro Halmann svarede, at der ville blive ballade.
“Vi har gode vilkår i Danmark og vores daglige udfordring er, vi skal huske, vi er både danske og tyske”.
Grænseforeningen er det danske bagland for det danske mindretal syd for grænsen.
“Og sådan et bagland har det det tyske mindretal i Sønderjylland ikke – og mit indtryk er, at mindretallets topfolk i Sydslesvig ganske enkelt ikke kan blive danske nok. Men er det også sådan med det tyske mindretal i Danmark”, spurgte Mirco Reimer-Elster?
“Vi er meget danske”, sagde Harro Halmann.
Og Gitte Hougaard-Werner fortalte, at mindretallet syd for grænsen er så danske som muligt og så tyske som nødvendigt.
Simon Faber spurgte, om de tre paneldeltagere havde et bud på, hvorfor den dansk-tyske model med grænsedragningen fungerer?
“Der er to årsager. Den ene er politisk vilje og den anden er penge”, sagde Mirco Reimer-Elster og Harro Halmann sagde:
“Det er ånden og viljen til at finde vej”.
Gitte Hougaard-Werner svarede:
“Det er noget med anerkendelse og tillid, det handler om, at vi ved, at vi vil hinanden”.
