Juleaftensdag – i eftermiddagstimerne – fejrede SINDs Folkekøkken jul med hele 60 tilmeldte gæster, som havde brug for nogen, som de kunne ‘jule’ med. Og der var små 30 frivillige, der gjorde det muligt.
“Der var rigtigt mange frivillige i køkkenet i går og i dag er der andre frivillige, som vi ikke plejer at se i Folkekøkkenets køkken. Jeg synes, vi skal give dem et stort bifald, som tak for indsatsen”, sagde SINDs næstformand Vivi Brit Nielsen i sin velkomst.
Der blev stillet en rigtig julemenu på bordet og julegæsterne gik op og valgte, hvad de ville have på deres tallerkener.
“Og der er masser af mad, så spist endeligt alt det, som i overhovedet kan”, sagde Vivi Brit Nielsen. Det gjorde de fleste.
Der var ældre, børnefamilier og unge med til julearrangementet og de alle hyggede sig sammen – og så var det så heldigt, at der var en julegave til alle. Noget som børnene havde set frem til.


