Onsdag klokken 9:15 kørte brandbiler fra Station Sønderborg til Lavbrinkevej, hvor der var ild i et læhegn.
“De havde selv fået slukket ilden, så vi lavede en efterslukning”, siger Beredskab Sønderborgs indsatsleder, Jesper Grau og fortsætter:
“Branden opstod på grund af en ukrudtsbrænder og sagen er givet videre til politiet – og jeg vil gerne sige, det er vigtigt at være yderst forsigtig, når der bruges ukrudtsbrænder. Ikke mindst nu, hvor vi går ind i nogle varme dage”.
Ukrudtsbrændere er årsag til mange brande
Uforsigtig brug af ukrudtsbrændere førte sidste år til over 420 brande, oplyser Beredskabsstyrelsen og lister en række gode op:
Undersøg altid hvilke regler der gælder i f.eks. din bolig- eller grundejerforening og i din kommune, før du benytter din ukrudtsbrænder. Kommunen kan fastsætte regler, der forbyder eller begrænser brug af ild i eksempelvis tørre perioder, hvilket du kan tjekke på brandfare.dk.
Hold afstand til bygninger, hække og andet, der kan brænde
Sørg for god afstand til tørre blade og andet let antændeligt materiale, eller fjern det først
Brug ikke ukrudtsbrænderen nær bygninger, buske og biler, og lad altid flammen pege væk fra disse genstande
Hold øje med flammen hele tiden og forlad aldrig en tændt ukrudtsbrænder
Lad ikke børn eller husdyr komme i nærheden af en tændt eller varm ukrudtsbrænder
Tjek, at du ikke efterlader gløder, der kan blusse op
Efterlad ikke gløder eller ulmende planterester
Efterlad ikke en varm ukrudtsbrænder i nærheden af brandbare ting
Tjek de flammebehandlede områder et par gange, når du er færdig med arbejdet
Når du er færdig med at bruge ukrudtsbrænderen, bør du afmontere gasflaske/-dåse
Hav altid vand i nærheden
Sørg for at have slukningsudstyr i nærheden. Det kan være en fyldt vandkande, en spand vand, haveslange eller en pulverslukker
Brug ikke ukrudtsbrænderen, hvis det er tørt eller blæser
Tjek om der er afbrændingsforbud, inden du begynder at fjerne ukrudt med ukrudtsbrænderen
Brug ikke ukrudtsbrænder i tørkeperioder og i blæsevejr
Brug kun ukrudtsbrænder, når planterne og jorden er fugtig. Vand eventuelt området først
Ring 1-1-2 ved brand, som du ikke selv kan slukke



