Lørdag aften bød kunstnerisk leder Harald Haugaard velkommen til folkBALTICAs åbningskoncert i en udsolgt koncertsal i Alsion – og koncertgæsterne blev modtaget af musikere fra Glimt i Øret og folk Aabenrra, der spillede i Café Alsion.
Inden koncerten begyndte blev der budt velkommen og der blev også sagt farvel til Helle Barsøe, der stopper som formand for folkBALTICA-bestyrelsen.
“Jeg giver stafetten videre til en meget kompetent kommende formand og det har jeg det helt godt med”, sagde hun.
Herefter blev ordet givet videre til borgmester Erik Lauritzen, som startede med at takke Helle Barsøe for hendes store indsats og derefter fortalte han lidt om koncerten:
“Temaet er horisonter, et smukt tema der handler om, at se længere end vi plejer. Musikken åbner forskellige perspektiver og vi kan mødes i toner og fællesskab”, sagde han.
“Horisonter stopper ikke der, hvor mennesker har sat grænsebomme”.
Efter ordene blev der givet plads til tonerne fra det sprudlende orkester samt Sønderjysk Pigekor og flere solister – og de var fælles om at begejstre publikum.
Der er flere mindre folkBALTICA-koncerter i den kommende tid – og programmet er på folkBALTICAs hjemmeside.




