Iværksætteri handler ikke kun om vækstkurver og investeringer. Det handler også om hverdagsmod, læring og passion – og om at skabe sit eget fundament som selvstændig. Det er netop det perspektiv, Gitte Xenia Rymark bringer med til i·DAG Sønderborgs StartUp Festival den 24. september. Det skriver Sønderborg Vækstråd i en pressemeddelelse.
Fra hamsterhjul til egen vej
Efter flere år i ledelsesroller hos store virksomheder valgte Gitte Xenia Rymark at forlade hamsterhjulet for at skabe sin egen tilværelse som selvstændig. Den erfaring bruger hun i dag som konsulent, underviser og sparringspartner – og hun er kendt for at sætte fokus på iværksætteri i øjenhøjde: jordnært, realistisk og med plads til fejl som en naturlig del af processen.
Hverdagsiværksætteren og den selvstændige i centrum
Gitte Xenia Rymark vil især tale til det, hun kalder ’hverdagsiværksættere’ – alle dem, der måske ikke drømmer om at bygge et milliardimperium, men som finder frihed, mening og styrke i at skabenoget selv. Her er der også plads til de mange selvstændige, der dagligt driver virksomhed og viser, at iværksætteri kan tage mange former.
“Hvis jeg kan inspirere bare én deltager til at tænke: Hvis hun kan, så kan jeg også – så har jeg nåetmit mål”, siger Gitte Xenia Rymark.
Rollemodeller og nye veje
Et vigtigt tema i hendes oplæg er betydningen af rollemodeller. Forskning viser, at unge langt oftere selv vælger iværksætter- eller selvstændigvejen, hvis de har set nogen tæt på drive virksomhed.
Hun peger samtidig på en tendens i fremtidens arbejdsmarked: flere vælger hybridmodellen, hvor man kombinerer et lønmodtagerjob med at bygge sin egen forretning ved siden af.
En festival for iværksættere og selvstændige
i·DAG Sønderborg er en årlig startupfestival, der samler iværksættere, selvstændige, studerende, investorer og erhvervsfolk til en eftermiddag fyldt med oplæg, paneldebatter, pitch-sessions og netværk. Festivalen har i år særligt fokus på unge iværksættere og finder sted onsdag den 24. september kl. 13.00–17.30 hos Sønderborg Vækstråd.
Tilmelding er åben via Sønderborg Vækstråds hjemmeside.



