På lørdag mellem klokken 13 og 16 er der fernisering på en ny udstilling i Augustenborg_Project og det er den lokale kunstner, Jeppe Nedergaard, som har skabt værkerne.
“Gennem det seneste år har jeg eksperimenteret, så min udstilling stikker lidt i både øst og vest og der er mange mindre værker”, siger Jeppe Nedergaard til Nært & Nyt.
Tidligere har han især malet med acryl, men nu er det olie, pastelfarver og spray, der optager ham.
“Jeg har brugt nye teknikker og mange flere farver og for mig er det processen – med alt det sjove og med kampene, som er spændende. Det er jo ved at prøve nyt, vi vokser og gror”, siger kunstneren.
Udover på lørdag, så kan udstillingen opleves i Augustenborg Gardens åbningstid – og den kan du se her på hjemmesiden.



