Det er 13 år siden Jesper Grau blev først frivillig og senere deltidsbrandmand i Sønderborg – i dag er han konstitueret operativ leder.
“I 2006 begyndte jeg i Beredskabsstyrelsen i Haderslev, hvorefter jeg kom til Sønderborg, hvor jeg fra 2012 til 2020 har haft med uddannelse af brandmænd at gøre. Derefter begyndte jeg at arbejde med det forebyggende”, siger Jesper Grau til Nært & Nyt.
Nu har han – sammen med bredskabschefen og vagtcentral-lederen – ansvaret for alt med blå blink – de fuldtids- og deltidsansatte plus alle de frivillige brandmænd.
“Det foregår rigtigt meget ved computeren og jeg skal sikre den daglige drift, sørge for at udrykningerne kører, som de skal. Desuden skal jeg sikre, at der holdes beredskabsøvelser og at vores brandmænd får uddannelse og kurser. Stillingen som konstitueret operativ leder er også et personaleledelsesjob”, siger Jesper Grau.
“Jeg er konstitueret og det betyder, jeg skal søge stillingen, hvis jeg vil have den og jeg kan så blive ansat som operativ leder til oktober. Det giver mig mulighed for at prøve, om jeg er den rigtige til at have den stilling”.
Stopper med at rykke ud
Jesper Grau er også en af Beredskab Sønderborgs seks indsatsledere, men fra årsskiftet skal han ikke længere tænde de blå blink på indsatslederbilen og rykke ud.
“I stedet indgår jeg i det, vi kalder for ledelsesvagt, hvor beredskabschef Allan Dalager Clausen, Louise Rysgaard, som er leder af Vagtcentralen og jeg selv skiftes til at have vagten”, siger Jesper Grau. Kommer der en større hændelse, så åbner en af de tre en krisestyring.
“Når det handler om klimahændelser som stormfloden og højvande, så kan vi være på forkant, men ved pludselige hændelser, skal vi køre krisestyring og sætte massivt ind fra start”.


