Hvordan kan vi gøre det nemmere og mere attraktivt at samarbejde over den dansk-tyske grænse?
Det er omdrejningspunktet for en ny spørgeskemaundersøgelse, der netop er lanceret og henvender sig til foreninger og institutioner i grænseregionen, og der kan svares frem til den 4. juli, skriver Sønderborg Kommune.
Resultaterne skal bruges til udviklingen af støttemuligheder, netværksmøder og praktisk hjælp, der kan gøre det lettere at få gang i samarbejder mellem danske og tyske aktører.
Det er Teknologisk Institut, som står for undersøgelsen i samarbejde med Region Syddanmark. Undersøgelsen sker i regi af det grænseoverskridende projekt, NETE, som Sønderborg Kommune er en del af.
Undersøgelsen har til formål at samle viden om både de udfordringer, som foreninger og institutioner oplever – for eksempel mangel på kontakter i nabolandet, begrænset kendskab til samarbejdsmuligheder og knappe ressourcer – samt de positive erfaringer, der motiverer til grænseoverskridende samarbejde.
Læs mere om undersøgelsen og NETE her.


