Den emballagefri, økologiske butik, Kolibri, ejes af Veronique Delhalle, som fortæller, at det går bedre og bedre. Og gennem en tid er pladsen i det tidligere lokale blevet for trang og nu er butikken flyttet til hjørnet af Perlegade og Jernbanegade – mellem Lone P og Kobberblomsten.
Den første åbningsdag i de nye rammer er i dag, mandag.
”Jeg har fået flere kunder og hver enkelt kunde køber mere end tidligere og det er jo dejligt”, siger hun til Nært & Nyt.
Fremgangen skyldes ikke annoncekampagner.
”Kundeskaren er vokset gennem mund-til-mund og kunderne siger, at de vægter kvalitet”, siger Veronique Delhalle og fortsætter:
”Mange af mine kunder har en mindre husholdning og for dem giver det ikke mening at købe et kilo gulerødder. Nogle synes også, det er mere inspirerende at købe madvarer, som ikke er i folie. Nu er der plads til flere kunder ad gangen og de kan gå rundt og kigge på vores udvalg”.
Ikke dyrere
”Det er faktisk ikke dyrere at handle i Kolibri end andre steder. Der er penge at spare ved at købe den mængde, som bliver spist fremfor også at handle ind til madspildsbeholderen, men bruge rub og stub”, siger Kolibri-ejeren.
”Vi sælger lokale grøntsager fra Benjamin, som også leverer til idrætshøjskolen og vi har surdejsbrød fra Trine Senger og også varer fra Tandsgaard, et økologisk landbrug”.
“Kig indenfor hos os i Kolibri. Genbrug dine beholdere, køb kun den mængde du har brug for, og nyd at ha’ friske varer, mens du undgår madspild”, siger Veronique Delhalle.



