Sønderborg Kommune og SOSU Syd inviterer til infomøde om Digi Tech sosu assistent-uddannelsen tirsdag den 12. august kl. 16:30 – 17:30. Infomødet foregår på Sundhedscampus Ahlmann på Kongevej 35 i Sønderborg.
Infomødet er for alle interesserede, der kan se sig selv som Digi Tech sosu assistent og har lyst til at få sundhedsfaglige, teknologiske og kreative kompetencer, skriver Sønderborg Kommune.
Det næste hold for Digi Tech sosu assistenter i Sønderborg begynder den 13. oktober, og der er plads til 28 elever.
Digi Tech sosu assistent-uddannelsen dækker det stigende behov for social- og sundhedsassistenter, der er fortrolige med brugen af velfærdsteknologi, som kan binde de teknologiske muligheder sammen med den enkelte borgers behov. Der udvikles hele tiden nye teknologier, der kan hjælpe borgere med eksempelvis digitale løsninger, der giver dem større fleksibilitet og uafhængighed. Det gælder blandt andet skærmteknologi og medicinrobotter
Uddannelsen som Digi Tech sosu assistent kombinerer teori og praksis i uddannelsesforløbet, der varer tre år og tre måneder. SOSU Syd står primært for den teoretiske del af uddannelsen, mens Sønderborg Kommune primært står for den praktiske del. Sammenhæng mellem teori og praksis vil blandt andet ske på plejecentre, i hjemmeplejen og i psykiatrien.
Du kan klikke her og læse mere om uddannelsen.


