I denne mørke tid glædes man altid over, når bygninger pyntes op med lys. På Alsion har direktøren, Martin Nørbæk, haft gang i adskillige meter lyskæder, som han har fået sat op, så de følger konturerne af den store koncertsal.
“Jeg har længe villet gøre noget ved den udvendige del af Alsion, så vores gæster allerede ved ankomsten bliver mødt af et ‘wau, det ser godt ud-øjeblik,” fortæller Martin Nørbæk til Nært og Nyt.
Han uddyber, at der også indenfor i foyeren er nyt lys, som skal være med til at understøtte følelsen af, at man træder ind i en stemning – ikke bare en bygning. Via sin telefon kan direktøren skifte lyset alt efter behov. Skal det være en hyggelig, varm atmosfære eller en mere kølig vinterstemning, klarer Martin Nørbæk det med få tryk på mobilen.

