Kulturnat på Slottet: Teater, musik, historie og fællesskab

Kulturnat på Slottet: Teater, musik, historie og fællesskab
Foto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

I morgen, fredag, åbner Sønderborg Slot dørene til en stemningsfuld Kulturnat på Slottet. Det sker som en del af Kultur- og Idrætsnatten. Klokken 17 – 21 er der fri entré til slottet. Her kan gæsterne opleve et varieret program med teater, koncerter, foredrag, fællessang og aftenandagt i historiske omgivelser.

Det skriver Sønderborg Kommune.

Besøgende kan hele aftenen gå på opdagelse i slottets udstillinger, mens skuespillere fra Det lille Teater Gråsten skaber liv og fortællinger rundt omkring på slottet. I det middelalderlige slotskøkken holder slotscafeen åbent med mad og drikke.

I Riddersalen venter et alsidigt program. Sønderjyllands Danseakademi åbner aftenen med dans og fortællinger fra blandt andet Nøddeknækkeren, hvorefter historieprofessor Carsten Porskrog Rasmussen tager publikum med ind i fortællingen om Sønderborg Slots måske mest magtfulde beboer, dronning Dorothea.

Masser af musik

Senere på aftenen fyldes Riddersalen af musik, når Sønderjysk Pigekors Koncertkor giver koncert under ledelse af Mette Rasmussen og med akkompagnement af Stine Möglich. Der bliver også mulighed for at synge med, når Det Sønderjyske Sangcenter inviterer til fællessang ledet af Lasse Meyer Sørensen, inden gruppen Opus 2 afslutter aftenens musikalske program.

I Dronning Dortheas Kapel kan publikum opleve højtlæsning ved Sønderborg Teaterforening, som præsenterer uddrag fra sæsonens værker, herunder Fyrtøjet og Omgivet af Idioter. Senere inviterer Sønderborg Provsti til aftenandagt med et humoristisk revyindslag i anledning af 1200-årsjubilæet for Ansgar, Nordens Apostel. Efter andagten serveres et glas rødvin.

I Østre Forgemak kan gæster møde lokale kulturaktører. Her giver Det lille Teater Gråsten publikum mulighed for selv at træde ind i rollen som skuespiller for en aften ved at prøve kostumer og tage en selfie.

Kulturnatten på Sønderborg Slot er en oplagt mulighed for at opleve kultur, historie og fællesskab på tværs af generationer i nogle af byens mest ikoniske rammer.

Programmet med tidspunkter

Fri entre til slottet 17 – 21

Slotscafeen sælger mad og drikke i det middelalderlige slotskøkken

Dronning Dortheas Kapel

19.00:  Fyrtøjet. Højtlæsning ved Sønderborg Teaterforening læser op fra sæsonens værker

19.30: Omgivet af Idioter. Højtlæsning ved Sønderborg Teaterforening læser op fra sæsonens værker

21.00: Sønderborg Provsti: Aftenandagt med revy-indslag. 1200-år-jubilæum: Ansgar – Nordens Apostel. Derefter inviterer Sønderborg Provsti til et glas rødvin

Riddersalen

17.15 – 17.30: Sønderjyllands Danseakademi: Talentelever danser og fortæller. Børnedans fra Elverhøj og 1. akt fra Nøddeknækkeren

17.45 – 18.15: Alt det, du ikke hørte på tv: Historieprofessor Carsten Porskrog fortæller om mega-magtmennesket fra Sønderborg Slot, Dronning Dorothea

18.30 – 19.00: Sønderjysk Pigekors Koncertkor synger koncert under ledelse af Mette Rasmussen, akkompagneret af Stine Möglich

19.15 – 19.40: Det Sønderjyske Sangcenter står for fællessang under ledelse af Lasse Meyer Sørensen

20.00 – 20.45: Opus 2

Rundt på slottet

Det lille Teater Gråsten: Oplev teatrets skuespillere give forestillinger rundt om i udstillingerne

Østre Forgemak: Mød foreningerne

Vær skuespiller for en aften!

Prøv kostumer og få taget en selfie hos Det lille Teater

Læs også...  Flot modtagelse af Kongeskibet

GÅET GLIP AF .. ?