Kun et enkelt point til FC Sønderborg

Kun et enkelt point til FC Sønderborg
Foto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Efter torsdagens kamp på LINAK ARENA, siger assistenttræner Kim C , at resultatet 1-1 og et enkelt point var, hvad årets Kristi Himmelfart kunne byde på.

”Ærlig talt, så kan vi ikke være tilfredse med et point. Om det var fortjent med uafgjort eller ej, er underordnet, fordi vi ikke arbejder med fortjent og ufortjent i fodbold – vi kan og skal til gengæld kræve af os selv, at vi vinder kampe som den”, siger han i en pressemeddelelse.

Det var et Horsens Freja-hold med et par andre ansigter end sidste gang, men de mødte op med mere eller mindre det, FC Sønderborg havde forberedt sig på fra sidste gang: En god defensiv struktur og en hurtig mand i front.

”Vi var mest på bolden og havde optakt til flere farlige situationer, men den berømte sidste skarphed i afleveringen manglede. Horsens har en enkelt situation, hvor deres hurtige 9’er bliver sendt i dybden på en omstilling og fra en lidt spids vinkel sparker i sidenettet. Kort før pausefløjt får vi et hjørnespark, som Damsgaard serverer ind i feltet – på bagerste stolpe vinder Ardit sin direkte duel og header flot nedad, og kun en voldsom refleksredning står i vejen for en 1-0-føring til halvleg”, siger assistenttræneren.

Anden halvleg starter, som første sluttede, med FC Sønderborg i boldbesiddelse og flere optræk til farlige situationer. Trods modspil og chancer er det dog Horsens Freja, der bringer sig foran i det 57. minut. Målet opstår efter nogle uheldige sekvenser, hvor først en af det lokale holds forsvarsspillere glider på banen, hvilket giver en friløber til Horsens-angriberen.

”Vores keeper, Emil, kommer flot ud og får reddet afslutningen, men desværre ryger returen direkte ind på en glidende FC Sønderborg-spiller, hvorefter den triller hen for fødderne af selv samme Horsens-angriber, som uhindret kan trille bolden i nettet”, siger Kim C.

Efter scoringen trækker Horsens sig endnu længere tilbage og forsvarer sig godt, især med deres to store og rutinerede centrale stoppere. Gutterne bliver dog ved og spiller sig også til flere muligheder, hvor FC Sønderborg i hvert fald godt kan forvente minimum at lave et enkelt mål, hvis muligheden kom. Udligningen kommer små 5 minutter før den ordinære tid udløber. Et rigtig godt forarbejde fra Iversen, der bød på både en fræk vending samt snævre driblinger, mundede ud i en aflevering til Ardit, som via en let berøring fra en Horsens-spiller sender bolden i nettet fra kanten af feltet.

Med klokken over nakken fortsætter gutterne med at jagte alle tre point. Det bliver til en pæn hovedstødsmulighed til Iversen efter en fin levering på frispark fra Søndergaard. Den største chance kommer dog i kampens allersidste sekunder. Iversen sender et indlæg ind i hovedet på Ardit, som har taget et klogt løb til bagstolpen. Ardit får et rigtig godt træf på bolden, men Horsens-keeperen river en refleksredning fra en anden planet ud af ærmet. En imponerende redning, som desværre betyder, at FC Sønderborg må nøjes med 1-1 og et enkelt point.

Læs også...  Sydals Koret inviterer til foredrag, fællessang og korsang

GÅET GLIP AF .. ?