Syv medlemmer af KunstPunkt i Augustenborg har lyst til at vise, hvad det er som optager dem hver især lige nu eller i det hele taget.
Deraf navnet på udstillingen: ’Det, der rører mig’.
KunstPunkt har fernisering på udstillingen på lørdag klokken 14 og værkerne kan ses alle dage mellem klokken 11 og 16 frem til den 23. april.
De syv, Kirsten Steenfatt, Aabenraa. Lisbeth Holm, Augustenborg. Judith Kok, Sønderborg. Inger Dethlefsen, Nordborg. Susanne Weber, Lindewitt. Lisbet Buhl, Flensborg og Susanne Levsen, Husby, arbejder indenfor vidt forskellige kunstarter, men har det til fælles, at de har lyst til at udtrykke tanker og følelser i andet end ord.
”Vi maler, vi former i ler, vi snitter i træ, vi laver fotokunst og meget andet. Det optager os, og vi vil gerne dele det med andre i håb om at værkerne også kan vække til eftertanke hos den som betragter dem”, skriver kunstnerne.
”Vi inviterer derfor vores gæster til lidt langsomhed, når de ser på udstillingen. Til at tage sig tid til at komme lidt tættere på og fornemme, hvad der rører dig og hvilke tanker værkerne sætter i gang hos dig. Så, hvis du har lyst og tid, ligger der ved indgangen til udstillingen et par forslag til, hvordan du kan fordybe dig yderligere i udvalgte værker, og evtentuelt også give en tilbagemelding”.
I Galleri UNG KUNST udstiller unge kunstnere fra Flensborg Fjords Kunst- og Kulturforening.




