Kunstinteresserede og nysgerrige sjæle kan komme og opleve Kunstværkets fællesskab den 24. og den – 25. januar fra klokken 11 til klokken 16. Her får besøgende mulighed for at opleve den aktuelle udstilling ‘On paper’ i trappeopgangen og samtidig få et indblik i den kreative proces hos de mange kunstnere, der har deres daglige gang i huset, skriver arrangørerne.
Kunstværket er et kunstnerfællesskab, hvor 43 kunstnere arbejder med forskellige kunstformer som maleri, tegning, grafik, keramik, skulptur, tekstil, akvarel og foto. Foreningen bag Kunstværket fungerer som en dynamisk drivkraft for kunst og kultur i lokalområdet og tiltrækker besøgende fra hele landet.
Besøgende til åbent hus kan ikke blot nyde den smukke udstilling, men også opleve det inspirerende fællesskab, der skaber rammen om Kunstværket.
Så hvis du har lyst til at opleve en kreativ oase, blive inspireret af kunstneriske udtryk og få et indblik i skabelsesprocessen, så læg vejen forbi Kunstværket på Palævej i Augustenborg.



