Der er rigtigt mange virksomheder, restauranter og butikker, som har doneret gaver og oplevelser, som Lena Krag Schmidt kan sælge på sin Knæk Cancer-auktion i Park by Mens Cut den 23. oktober fra klokken 18:30. Der er også doneret gaver, som er i Park by Mens Cuts tombola og også til lotteriet på Knæk Cancer-aftenen.
“Der er også private mennesker, der har sendt et beløb og lige nu er vi oppe på godt 25.000 kroner”, siger Lena Krag Schmidt og hun fortæller videre, at hun stadig er i gang med at samle ind – både kontanter – og til auktionen.
“Når jeg tænker over den fantastiske opbakning, som jeg møder, så bliver jeg glad. Det er både stort og rørende – og i den her tid får jeg en del nye kunder i Lenas Parykker. Det betyder, at flere kvinder med kræft har brug for en paryk i forbindelse med deres behandling”, siger Lena Krag Schmidt.
“Det bekræfter mig i, at det er rigtigt at gøre noget for at hjælpe Kræftens Bekæmpelse i deres kamp mod den frygtelige sygdom – og det er dejligt at opleve, at her i Sønderborg, der er noget, som vi gør sammen”.
Du kan også være med til at hjælpe
Det koster 225 kroner at komme indenfor til Park by Mens Cut Knæk Cancer-auktion – og prisen er inklusiv dejlig mad fra Sønderborg Catering og vin.
Billetterne sælges i salonen på Rådhustorvet.
Du kan også donere et beløb via MobilePay 6496SQ – eller du kan gå ind i Park by Mens Cut og prøve lykken i Knæk Cancer-tombolaen.
Vil du donere en gave eller en oplevelse til Knæk Cancer-auktionen, så kan du sende en mail til: lenakragschmidt@gmail.com



