Et af årets bedste forårstegn er, at medlemmer af Lions Als banker på dørene i virksomheder og butikker for at sælge tulipaner. Sådan er det også i år – for 14. gang. Medlemmerne af Lions kommer på besøg de kommende uger for at lave aftaler om køb, og tulipanerne leveres i vaser med vand den 9. og 10. marts.
Med indtjeningen fra tulipansalget støtter Lions Als indsatsen mod misbrug i Sønderborg Kommune. Lions-klubben sælger buketterne til 100 kr. pr. styk, og omkring 70 kr. doneres ubeskåret videre til lokale foreninger, institutioner og organisationer, der arbejder imod misbrug og for at mindske følgerne af misbrug. Omkring 30 kr. går til blomsterne og vasen, som buketten leveres i. Sidste år blev der solgt 643 buketter.
“Alle aktiviteter i Lions er baseret på frivilligt arbejde og nul udgifter til administration. Så når man køber en buket, går overskuddet 100 procent til indsatsen mod misbrug. Vores del – at sælge buketter, folde vaser, pakke buketterne og bringe dem ud – er gratis for køberne. Vi tror på, at det er derfor, de fleste smiler og siger ja tak, når vi kigger ind for at lave en aftale om køb af buketterne. De fleste synes, det er en god sag, og så nyder de selvfølgelig også at få buketterne leveret”, siger Herdis Thomsen Maaløe fra tulipanudvalget i Lions Als.
Nogle virksomheder får ikke besøg, men de får en mail om muligheden for at købe tulipaner. Og en del af dem vælger at købe og donere buketterne til andre. F.eks. får Sønderborg Sygehus 150 buketter, ligesom det de senere år også er lykkedes at bringe omkring 25 buketter til hvert af kommunens plejecentre – en stor portion til glæde for beboere og personale. Den overraskende forårshilsen vækker begejstring hvert eneste år.
Overskuddet fra tulipansalget er tidligere gået til bl.a. ferieophold for familier fra Kvinde- og Krisecentret, familier med tilknytning til Misbrugscentret, det forebyggende arbejde i SSP-regi, gadesygeplejersker og Kirkens Korshærs kaffestue.




