Foreningen Lys i mørket inviterer til et foredrag om den allersidste tid, de sidste levedøgn, om hvad der er på spil for den døende og hvad er den pårørendes rolle:
Hvordan kan den pårørende være i det de sidste døgn, hvad skal man gøre af sig selv, og hvad er vigtigt de sidste dage?
Hvad sker der når et menneske dør, hvad er tegnene på, at døden nærmer sig, hvordan kan jeg bedst følge et menneske på vej?
Foredragsholderen kommer også ind på lindrende pleje og behandling og aktiv dødshjælp, hvad er en værdig død og hvordan yder de pårørende sidstehjælp til et døende menneske, der står en nær.
Og hvad er vågerens rolle?
Foredraget holdes i Frivillighedens Hus lørdag den 16. maj klokken 14 – og enhver, der er interesseret, er velkommen.
Der er nogle mennesker, som har svært ved at komme lidt hjemmefra – og det er blandt andre pårørende til alvorligt syge og døende. Men heldigvis er der frivillige vågere fra en ny forening, som kan tænde et Lys i mørket.
“Vi kommer og sidder hos den syge, så den pårørende kan komme lidt ud. Når vi er der, så er den syge ikke alene og det gør det lettere for den pårørende at tage hjemmefra”, siger Tina Piilgaard Borchers fra Lys i mørket.




