Igennem en tid har Als Veteranklub haft lov til at bruge parkeringspladsen på Kirketorvet, så de hver torsdag kan vise deres flotte biler frem mellem klokken 18 0g 22. I det tidsrum må andre bilister ikke parkere på pladsen.
“Men der er mange, som er ligeglade og de parkerer her alligevel”, siger en af veteranbilsejerne til Nært & Nyt. Skiltene, der viser at pladsen er spærret mellem 18 og 20, bliver sat op om morgenen klokken 8.
“Vi giver dem et gult kort – en seddel, hvor vi fortæller, pladsen er reserveret. Når de har læst budskabet, kan de bytte advarslen til en gratis kop kaffe i Æ Kaffevun”, siger veteranklubformand Thomas Nielsen til Nært & Nyt og tilføjer, at der endnu ikke er bilister, som har vekslet deres advarsel til en kop frisklavet kaffe.
Æ Kaffevun
Æ Kaffevun sælger, som navnet siger, kaffe og indtil videre er der kommet 24.785,50 kroner i tanken.
Den blev taget i brug sidst i august 2020 og indtjeningen gennem hele sæsonen gives hvert år til julemærkehjemmet i Kollund.




