Onsdag aften bød Anne Grethe Macom Hansen fra Hjælp til Selvhjælp – pårørende til misbrugere velkommen til en mindre flok mennesker, der alle var kommet for at høre Kylle Bjerre fra TUBA fortælle om det, der gøres for børn, som vokser op i hjem med misbrug af alkohol eller narko.
“Jeg har arbejdet i misbrugsbehandlingen i 12 år, arbejdet på væresteder og med projekter i 9 år og så har jeg arbejdet med misbrugsbehandling i fængsler og nu har jeg været i TUBA gennem 9 år”, sagde Kylle Bjerre og fortalte, at hun altid har arbejdet med mennesker, som ikke har været det sted i livet, hvor de helst ville være.
Det skønnes, at omkring 1,4 millioner danskere drikke for meget.
“Hvis man rammes af alkoholmisbrug, så er der hjælp at hente og det samme er der for stofmisbrugere – og først i 1997 kom foreningen TUBA og begyndte at hjælpe nogle af de børn, som vokser op i hjem med misbrug. I dag har TUBA 35 afdelinger fordelt rundt om i landet. Vi siger, at ingen børn skal vokse op med fulde forældre, men når 1,4 millioner drikker for meget, så er der børn, som har fulde forældre”, sagde Kylle Bjerre.
“109.000 børn vokser op i et hjem, hvor en af forældrene – eller begge – drikker. Det er hvert 10. barn – og tager vi narkotikamisbruget med, så bliver det hvert 7. barn, som vokser om med forældre, der har et misbrug. Misbrug rammer i alle samfundslag”
Når et barn har en fuld far eller mor, så er det et problem, der fylder og barnet – familien – holder det hemmeligt.
“Barnet passer på den voksne, der drikker og det tilpasser sig situationen og det er et stort ansvar for et barn – det giver nogle skader, som barnet skal have hjælp til”, sagde Kylle Bjerre.
Tit ser man, at barnet dækker over den far eller mor, som har et misbrug.
“De passer på dem, fordi de elsker deres forældre og de ved, at de har brug for dem. De håber, at tingene ordner sig”.
TUBA tilbyder gratis terapi og rådgivning til børn, unge og voksne mellem 12 og 35 år fra familier med alkohol- og stofmisbrug – og du kan læse meget mere på TUBAs hjemmeside.



