Michael Jacobsen bliver ny skolechef

Michael Jacobsen bliver ny skolechef
Foto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Sønderborg Kommune har ansat Michael Jacobsen som ny skolechef og han afløser Simone de Lemos, der har fået job i Kolding Kommune.

Med solid erfaring fra området og et stærkt fokus på udvikling af folkeskolen, skal Michael Jacobsen fra den 1. marts 2026 stå i spidsen for Sønderborg Kommunes skoleområde. Det er ikke en helt ny opgave for Michael Jacobsen, der har været konstitueret i stillingen siden 1. december.

”Ansættelsen af Michael Jacobsen som skolechef er en stor styrkelse for hele skoleområdet og forvaltningen. Vi har brug for stabilitet og tid til fordybelse, så vi kan arbejde målrettet med skolernes årti og de mange spændende initiativer, der skal udvikle kommunens skoler. Jeg ser frem til et tæt samarbejde med Michael om at skabe rammerne for en stærk folkeskole i Sønderborg Kommune med fokus på kvalitet, trivsel og udvikling på alle skoler”, siger  Charlotte Gjørup, direktør for Børn, Uddannelse og Sundhed, i en pressemeddelelse.

Michael Jacobsen kommer fra stillingen som skoleleder på Dybbøl-Skolen, hvor han har været skoleleder i otte år. De seneste fem år har Michael Jacobsen også været formand for Skolelederforeningen i Sønderborg. Den nye skolechef er oprindeligt uddannet lærer fra Haderslev Seminarium, og han har en diplomuddannelse i ledelse.

”Jeg er meget glad for, at ansættelsesudvalget har valgt at pege på mig som skolechef ved Sønderborg Kommune. Jeg glæder mig til, i samarbejde med folkeskolens øvrige interessenter, at arbejde videre med at udvikle et i forvejen stærkt, kommunalt skolevæsen i Sønderborg, som jeg er stolt over at have været en del af siden 2003”, siger Michael Jacobsen.

Der vil snarest blive sat gang i en proces for at finde en ny skoleleder til Dybbøl-Skolen. Indtil det er på plads, fortsætter Henning Broch som konstitueret skoleleder.

Skolechef Michael Jacobsen. Foto: Sønderborg Kommune

Læs også...  Butiksansatte må gerne bede kunderne om at tale ordentligt

GÅET GLIP AF .. ?