Mindesværker 2025 – Musik og mennesker på flugt

Mindesværker 2025 – Musik og mennesker på flugt
Sønderborg Slot. Arkivfoto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Det er et overset kapitel af historien, men Danmark husede over 250.000 flygtninge i årene efter 2. Verdenskrig. I dag er 120 millioner mennesker tvunget på flugt på verdensplan ifølge UNHCR – det største antal siden 2. Verdenskrig.

For de ikke-tyske flygtninge tog Gunnar Berg i august-september 1945 på en koncertrejse i Jylland, hvor han bl.a. gav koncerter i Røde Kors lejrene på Mommark Færgegård, Danebod Højskole og Rønshoved Højskole. Du kan opleve koncertrækken Mindesværker den 1. november i Riddersalen på Sønderborg Slot den 1. november fra klokken 16 til 18, skriver Røde Kors.

Musikken forbinder historien dengang med virkeligheden i dag, når koncertrækken Mindesværker fra september 2025 besøger over 20 byer på tværs af landet med klaverkoncerter inspireret af Gunnar Bergs koncertturné til flygtningelejre på tværs af Danmark for 80 år siden.

“Jeg glæder mig til at dele en stærk musikalsk oplevelse, der både rummer historiefortælling og nærvær. Publikum kan se frem til en inspirerende koncert, der udtrykker og omfavner den komplekse følelsesverden af sorg og tab, fortvivlelse og håb, som er en fast del af flygtninges hverdag – dengang som nu”, siger Jens Rossel, der er initiativtager til koncertrækken og formand for Arbejdsgruppe Gunnar Berg.

Røde Kors bakker op om projektet, der hylder medmenneskeligheden – både den, der blev vist de mange flygtninge i Danmark for 80 år siden, og den vi har brug for at møde de mange flygtninge med i dag.

“Røde Kors er med flygtninge hele vejen. Det har vi været siden grundlæggelsen for over 150 år siden, under 2. verdenskrig og i dag, hvor vi driver asylcentre og hjælper med integration for de flygtninge, der får opholdstilladelse. Medmenneskeligheden er kernen hele vejen igennem, ligesom den var for Gunnar Berg”, siger seniorkonsulent Morten Schwarz Lausten fra Dansk Røde Kors.

Koncerten byder på musik inspireret af Gunnar Bergs koncerter dengang med værker af Beethoven, Chopin, Bartók og Berg selv, blandt dem et klaverstykke som Gunnar Berg komponerede over en litauisk folkesang inspireret af sit møde med litauiske flygtninge.

Publikum kan opleve den prisvindende pianist Ramez Mhaanna, hvis internationale karriere og personlige baggrund giver programmet en særlig dybde.

Her kan du købe billet til Mindesværker – og det kan du også ved indgangen.

Prisen er 200 kroner – og for studerende er den 100 kroner.

Læs også...  Gavekort fra Vores Sønderborg til Lena Krag Schmidts Knæk Cancer-auktion

GÅET GLIP AF .. ?