Fredag aften stod den på musik, karaoke og fællesskab i et telt på Ringriderpladsen i Svenstrup. Det var E Svenstruplaug, der havde inviteret de lokale og der var også sørget for, der kunne købes mad.
“Fra Back to The Roots kom vi med musikken, Vi havde Christine Johanning med og hun er en virkelig dygtig sanger, som også spiller violin”, sagde Kirsten Marie Andreasen fra Back to The Roots Festivalen til Nært & Nyt.
“Vi ville prøve at lave noget udenfor Rinkenæs og det første arrangement er her i Svenstrup og det næste – som bliver noget større – finder sted i Skelde”, sagde hun.
Christine Johanning sang virkeligt godt og hun fortalte, at sidste år blev hun nummer to til DM i karaoke.
“Det betyder, jeg snart skal med ‘landsholdet’ til Las Vegas og kæmpe om verdensmesterskabet i karaoke”.
Efter Christina Johanning havde sunget et par karaoke-numre – og et enkelt af dem sammen med sin kæreste – så var der plads til, at andre kunne folde sangtalentet ud foran mikrofonen. Der var et par gutter, som havde modet til at fyre et Bruce Springsteen-nummer af og de blev heppet hele vejen igennem af en del af teltgæsterne.
Med til arrangementet var helt små børn, unge og de lidt ældre.


