Kender du en træner, der bare knokler ekstra meget for dine børn? Eller har du en kammerat, der betyder alt for holdet?
Eller har din forening fundet på den mest geniale idé, der har vendt medlemsflugt til tilstrømning?
Eller måske noget helt fjerde?
Så er det nu, at du kan give et skulderklap til en eller flere, der gør foreningslivet i kommunen en tand sjovere og bedre.
Sønderborg Kommune inviterer endnu engang til fejring af de engagerede og passionerede kræfter i fritidslivet. Ved den årlige Fritidsfest, som holdes den 10. april, uddeles syv hæderspriser. Borgere og foreninger opfordres til allerede nu at nominere kandidater i de forskellige kategorier. Seneste frist er 1. februar.
Hæderspriserne 2026
Årets Holdkammerat
Årets Ildsjæl
Årets Forening
Årets Nye Initiativ
Årets Træner/Leder
Årets Talent
Mangfoldighedsprisen
Hver pris ledsages af en kontant præmie på 5.000 kroner. For at nominere en kandidat kræves der mindst to stillere samt en motiveret tekst, der forklarer, hvorfor netop denne kandidat fortjener prisen. En jury udvælger tre nominerede i hver kategori, som alle bliver hyldet på scenen under Fritidsfesten.
Sådan nominerer du
Indsend dine nomineringer via sonderborg.dk senest 1. februar.
Om Fritidsfesten
Fritidsfesten, også kendt som Folkeoplysningsudvalgets hædringsarrangement, er Sønderborg Kommunes måde at anerkende de mange frivilliges uvurderlige indsats på og deltagerne kan se frem til en aften fyldt med musik, underholdning og lidt til ganen.


