Fra den 7. juli gælder nye regler for aflevering af affald med asbest og eternit i Sønderborg Kommune og SONFOR oplyser, at fremover skal alt affald, der indeholder asbest og/eller eternit afleveres i godkendte bigbags og det er derfor ikke længere tilladt at aflevere materialerne på paller.
Samtidig bliver det kun muligt at aflevere bigbags med asbest og/eller eternit på de tre store genbrugspladser: Glansager, Skodsbøl og Vesterlund. Reglerne gælder både for private og erhverv.
Til gavn for sundhed og miljø
De nye retningslinjer kommer som en følge af skærpede krav fra Arbejdstilsynet til, hvordan affald med asbest og eternit skal håndteres.
“Med godkendte big bags bliver det nemmere for os at sikre et godt arbejdsmiljø for vores medarbejdere og kunder på genbrugspladserne,” siger Jesper Ryegaard Rasmussen, der er genbrugs- og affaldschef i SONFOR og han fortsætter:
“Samtidig er det en løsning, der tager hensyn til miljøet, fordi materialet bliver forsvarligt pakket ind og kan håndteres sikkert hele vejen til deponi”.
Mere plads på deponiet
Brug af bigbags er ikke kun til gavn for sundhed og miljø – det er også med til at sikre en bedre udnyttelse af kapaciteten på deponiet.
“Når eternit afleveres i bigbags, udnytter vi deponiets kapacitet bedre. Vi undgår materialer som paller, der ikke hører til på deponiet, og vi sikrer, at både affald og emballage er velegnet til sikker, permanent opbevaring.”, siger Jesper Ryegaard Rasmussen.
Hvad er asbest og eternit
Det nye krav omfatter alt affald, der indeholder asbest eller eternit – ikke kun tagplader. Det kan f.eks. være:
Facadeplader og bølgeplader
Loft- og vægplader med asbest
Rørinddækninger og ventilationskanaler
Eternit er en type byggemateriale, der tidligere blev produceret med asbestfibre for at gøre det ekstra stærkt og brandsikkert. Asbest er et naturligt mineral, men det består af mikroskopiske fibre. Ved nedrivning eller brud på materialet kan fibrene frigives og medføre alvorlige sygdomme, hvis de indåndes. Derfor skal eternit og asbestaffald håndteres med stor forsigtighed og sendes til deponi, hvor det indkapsles sikkert og ikke udgør risiko for mennesker eller miljø.
Der findes ingen sikre metoder til at fjerne eller neutralisere asbestfibrene fuldstændigt, og derfor er det heller ikke muligt at genanvende materialet. Hverken som råstof i nye produkter eller som fyldmateriale, og affaldet bliver derfor afleveret ved deponiet.
Sådan køber og afleverer du bigbags
Af hensyn til korrekt håndtering kan big bags kun afleveres på tre genbrugspladser i kommunen: Vesterlund, Skodsbøl og Glansager. Det er også på disse tre pladser, kunder kan købe de godkendte bigbags til 100 kroner stykket. Man skal blot tage fat i genbrugsvejlederne, og så hjælper de kunderne.
Det er fortsat gratis for private at aflevere eternit og asbest på genbrugspladsen.
Erhvervsdrivende skal betale for mængden af eternit/asbest samt aflæsning.

