Forleden mødtes de mennesker, som gerne vil yde frivilligt arbejde i forbindelse med Gråsten Æblefestival den 25. – 27. september.
“Der kommer alt efter vejret – et sted mellem 8 og 10.000 gæster og besøger festivalen på havnekajen og alt det, der følger med, det er vi 30-40 frivillige, der klarer”, sagde Winnie Frølich Nissen, som er formand for styregruppen, der nu for 12. gang arrangerer Gråsten Æblefestival.
Hvert år fejres Gråstenæblet, historien og traditionerne i Gråsten. Så når du går på opdagelse blandt Æblefestivalens mange boder, kan du dufte og smage på alt fra æblekager og æbleflæsk til æblesnaps og æblemost
“Gråsten Æblefestival er meget mere end et æble – det handler også om Gråsten Slot, Den Kongelige Køkkenhave, Gråsten Landbrugsskole. Vores festival binder lokalområdet sammen”.
“Der bliver selvfølgelig lavet æblemost, når der er æblefestival og der kommer 1,7 tons æbler fra Henrik Petersen, som har Hestehavegård Frugtplantage, så vi skal bruge nogle frivillige, der vil lave most”, sagde formanden.
På havnekajen kommer der store telte med stande op – og alle stande er solgt.
“Vi har faktisk venteliste, så falder der en fra, så står andre klar”.
Læs programmet og meget mere i Æblefestivalens hæfte.



