Ny fritidsjobmesse er på vej

Ny fritidsjobmesse er på vej
Foto · af: Sønderborg Kommune

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 2 minutter

Fritidsjobmessen til oktober er et samarbejdsprojekt mellem ungeområdet, Ungdomsskolen og jobcentret. Målet er at skabe direkte kontakt mellem unge og lokale virksomheder, så flere unge kan få foden indenfor på arbejdsmarkedet. Erfaringer viser nemlig, at unge som tidligt har haft et fritidsjob har større sandsynlighed for at opnå stabil beskæftigelse senere i livet.

”Vi vil gerne give kommunens unge mennesker de bedste forudsætninger for at lykkes. Her er fritidsjob en vigtig nøgle – både til økonomisk selvstændighed og til at lære arbejdsmarkedet at kende. Med messen samler vi virksomheder og unge, så rekruttering bliver hurtigere og nemmere for alle parter”, siger formanden for Erhverv- og Arbejdsmarkedsudvalget, Jimmy Simonsen, i en pressemeddelelse.

Fritidsjobmessen er en del af indsatsen Sønderborg i Arbejde, hvor kommunen i samarbejde med organisationer og erhvervsliv arbejder for at skabe stærkere jobveje til unge. Inspirationen kommer fra Esbjerg Kommune, som siden 2023 har haft succes med at matche unge og virksomheder ved fysiske messer.

”Vi ved, at det personlige møde gør en forskel. For de unge giver det et realistisk billede af jobbet, og virksomhederne får mulighed for at mærke motivationen hos de unge. Vi tror på, at denne model kan skabe mange gode jobmatch i Sønderborg”, siger næstformand Tom Hartvig Nielsen.

Planlægningen af efterårets JobFestival er nu i gang. Messen henvender sig til alle borgere, herunder ledige og potentielle jobskifter. Ved at kombinere JobFestivalen med en fritidsjobmesse får virksomhederne en unik mulighed for at møde både unge og andre jobsøgende samme sted. Sønderborg Kommune opfordrer derfor virksomheder til at deltage og bruge dagen til at rekruttere til både fritidsjob og ordinære stillinger.

Læs også...  SONFOR klar med første trin mod slutfinansiering af fjernvarme på Nordals

GÅET GLIP AF .. ?