Frivillighed spiller en helt afgørende rolle for mange aktiviteter og begivenheder i Sønderborg Kommune. Og en ny hjemmeside, lokalfrivillig.dk eller som app, skal gøre det lettere for borgere, foreninger, institutioner og andre aktører i Sønderborg Kommune at finde hinanden om det frivillige arbejde.
Lokalfrivillig er kommunens nye onlineplatform, der har til formål at formidle de mange spændende tilbud, man kan være frivillig til. Om det er kommunens egne arrangementer eller eksterne arrangementer varetaget af foreninger, organisationer med videre, skriver Sønderborg Kommune.
Håbet er at kunne hjælpe alle interesserede med at finde et arrangement og opgave, som netop de synes vil være spændende. Ønsket er at tilbyde en bred vifte af frivillige opgaver, hvad enten man interesserer sig for kultur, kunst, sport eller socialt frivilligt arbejde. Med andre ord vise, at der er mange muligheder for at engagere sig som frivillig – uanset om man har lyst til at hjælpe til ved enkeltstående arrangementer eller indgå i et mere fast fællesskab.
Den nye hjemmeside og app er i luften, og der er allerede flere events, der søger efter frivillige. Blandt andet årets Børnefestival torsdag den 14. maj (Kristi Himmelfartsdag), som bliver det første større event, hvor Lokalfrivillig.dk anvendes til at rekruttere og organisere frivillige.
Hjemmesiden og app’en er samtidig tænkt som et fælles redskab for lokale aktører, der arbejder med frivillighed. Her kan de slå frivilligopgaver op og komme i kontakt med borgere, som har lyst til at engagere sig. Samtidig kan siden bruges som et praktisk arbejdsredskab – blandt andet til at planlægge vagter og koordinere indsatsen omkring konkrete arrangementer.
Se mere på lokalfrivillig.dk



