De frivillige brandmænd fra hele kommunen og andre, som er en del af beredskabet var lørdag middag samlet i Hørup, hvor der blev holdt Nytårsparole og den første, der kom på talerstolen var kommunaldirektør Tim Hansen. Egentlig var det borgmester Erik Lauritzen, som også er formand for Beredskabskommissionen, der skulle have stået der.
“Det er dejligt at se fanerne og se så mange i uniform og det er dejligt at høre god musik”, siger kommunaldirektøren. Musikken kom fra Broager Frivillige Brandværnsorkester og fra Sønderborg Frivillige Brandværnsorkester.
“Vi er startet på et nyt år og alle I er igen fundamentet i vores beredskab. Jeres arbejde er både vigtigt og alvorligt. Uniformerne viser sammenhold og også, at vi er afhængige af hinanden”.
Han sagde videre, at der ikke har været større hændelser i 2025.
“Men der var en togulykke, hvor beredskabschefen og flere andre kørte til stedet og gjorde en stor forskel for en skoleklasse og deres forældre og her i de seneste dage har beredskabet haft travlt på grund af vejret”.
De frivillige brandmænd er på en del øvelser.
“Og det er øvelse, der gør mester, så jo mere I øver jo bedre bliver I og der går næppe 100 år inden vi ser den næste stormflod, hvor I også skal hjælpe. Så jo mere i har øvet, jo bedre bliver det. I er fundamentet for, at vi har det trygt i vores kommune og det er I, fordi I løfter i flok”, sagde kommunaldirektøren.
Ros fra politidirektøren
Frits Villy Kjeldsen, som er direktør hos Syd- og Sønderjyllands Politi, fik også taletid og han lagde ud mewd at sige, at alle de frivillige fortjener stor ros. Ikke alene fra politiet, men fra alle.
“Det er Jeres indsats, der gør borgerne trygge og hos Jer hersker frivilligheden. Vi ser Jer og vi anerkender Jer”, sagde han.
“Når vi holder møder i Beredskabskommissionen, så er det kedeligt – og det er det, fordi tingene fungerer”.
Beredskabschefen takkede også
“Jeg er meget stolt af vores frivillige og de er dedikerede. Jeg vil også sige tak til Jeres familier, som må undvære Jer, når i løser vigtige opgaver”, sagde Beredskabschef Allan Dalager Clausen i sin tale.
“I 2025 var der 503 udrykninger og en del af dem var til automatiske brandalarmer, altså ikke til brand. Antallet af de udrykninger er stigende”, sagde Beredskabschefen og nævnte også, at der er 359 frivillige i det lokale beredskab.
Automatisk brandalarm førte til en stor indsats
Efter beredskabschefen havde talt, så tog indsatsleder Tim Ole Simonsen fra Hovedstadens Brandværn over og han fortalte om en automatisk brandalarm den 16. april 2024 klokken 07:36.
“Jeg havde gjort klar til at tage hjem efter en døgnvagt, men kørte afsted til Børsen og ved ankomsten var der intet at se, altså var der ingen, som råbte os an, der var ingen røg og ingen ild”, sagde indsatslederen og tilføjede, at i tankerne var han på vej hjem.
“Man er ikke helt sat op til noget større, når man kører til en automatisk brandalarm”.
Et kig i alarmskabet viste, der var noget galt to steder.
“Der kom en melding om en håndværker, som råbte og pegede mod taget. Vi sender folk derop og de konstaterer, at taget stod i brand. Så klokken 07:42 meldte jeg tilbage til stationen, at vi havde en kraftig brand og der blev kaldt to stationer mere”.
Branden var så kraftig, at den ikke kunne slukkes, så det handlede om at begrænse den og redde værdier.
Som en flot afrunding på dagen blev der delt medaljer ud til de frivillige, som har været med i mange år.


