Næste weekend er der Nord-Als Musikfestival og der kommer tusindvis af mennesker og for at sikre en smidig afvikling af trafikken, og at der hele tiden er plads til redningskøretøjer, er det vigtigt at du som bilist er opmærksom på hvor, og hvordan du parkerer.
Det skriver Sønderborg Kommune.
I Nordborg centrum må der kun parkeres, hvor det er angivet med båse eller skilte. Uanset hvor du parkerer, så vær sikker på, at der er fri passage for ambulancer, brandbiler, politibiler og lignende under musikfestivalen. Er der ikke det, så vil bilen blive fjernet for ejerens regning.
På baggrund af nogle uheldige situationer fra sidste år, hvor der ikke var fri passage for redningskøretøjer, bliver der ført tilsyn med parkeringen af biler i Nordborg centrum under hele musikfestivalen.
Brug parkeringsområder
Nord-Als Musikfestival henviser til parkeringsområder ved indkørslen til Nordborg – og der er fri parkering ved Nordals Idrætscenter samt Borgmester Blomgrens Plads. Parkeringen skiltes tydeligt og fra dem er der kun en kilometer til festivalpladsen.
Busser
Festivalgæster kan med fordel også benytte offentlig transport og desuden arrangerer Nord-Als Musikfestival festivalbusser, som man kan se mere om her på festivalens hjemmeside.


