Pedalmanden og Kim Baghjul klarede cykleturen fra Skagen

Pedalmanden og Kim Baghjul klarede cykleturen fra Skagen
Pedalmanden og Kim Baghjul endelig hjemme. Foto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Søndag morgen klokken 04.31 søndag morgen var der måske nogle beboere i Vollerup, der undrede sig over, at man denne skønne sommermorgen i juli pludselig kunne høre, at der blev sunget Jeg er så glad for min cykel og se en gruppe mennesker juble og vifte med flag på cykelstien. Det var venner og familie til Pedalmanden og Kim Baghjul, der var mødt op for at byde de to cykelryttere velkommen hjem efter en 419 km lang cykeltur, som var startet i Skagen 26 timer og 34 minutter tidligere.

Ved starten i Skagen kl. 02.10 mødte de to cykelryttere nogle glade studenter på vej hjem fra en bytur; de unge mennesker spurgte, hvor cykelrytterne var på vej hen og blev noget overrasket over svaret: Sønderborg, skriver deres hjælpere i en pressemeddelelse.

Solopgangen i Nordjylland var et smukt syn, luften lun fra de tidlige morgentimer og den svage vind skubbede cyklisterne i sydlig retning. Det var to energifyldte cyklister, der kl. 8 nåede til Svenstrup J, hvor følgebilen var klar med forsyninger. Herfra gik turen videre mod Viborg, hvor de første venner var mødt op med flag, båthorn, skilte, megafon og soundboks. Til tonerne af “Don´t stop me now” af Queen suste de videre gennem det danske landskab. Da de nåede Silkeborg kl. 15.30 var der 30 grader og fuld sol, men med god hjælp fra følgebilerne blev drikkedunkene hele tiden fyldt med isterninger.

Behovet for flere pauser pga. varmen gjorde dog at tidsplanen ikke helt holdt. Kl. 17.25 mødte endnu flere familiemedlemmer op i Vinding og heppede på de to seje gutter og sendte dem med god stemning på vej videre mod Jelling, hvor mange højdemeter nu for alvor begyndte at kunne mærkes i benene.

Kl. 21 satte de kursen mod Christiansfeld og temperaturen var nu mere behagelig, vinden i den helt rigtige retning og humøret stadig højt. Solen var gået ned og mørket havde sænket sig over byen, da de nåede frem til Christiansfeld, hvor de fik lidt natmad. Det var to trætte, men stadig målrettet gutter, der trampede videre mod Åbenrå, som var sidste stop inden målet i Sønderborg.

Ruten fra Åbenrå til Sønderborg har de cyklet på utallige træningsture og det velkendte terræn var en stor fordel i nattemørket. Det blev tidlig morgen og sjældent har en solopgang over Sønderborg været så smuk. Glade mennesker på vej hjem fra ringriderfest mødte to glade cykelryttere på vej hjem fra Skagen i byens gader.

Og i Vollerup blev cyklerne så parkeret efter en imponerende præstation fra Pedalmanden og Kim Baghjul. Cykelcomputeren viste, at de havde cyklet de 419 km med en gennemsnitshastighed på 21,2 km/t.

Som en del af projekte, er der blevet samlet 19.800 kroner ind til Scleroseforeningen. De to cykelryttere er glade for at kunne gøre en lille forskel for andre samtidig med, at de selv har fået en oplevelse for livet.

I kan læse meget mere om projektet i Facebookgruppen: Pedalmanden og Kim Baghjuls tur til Skagen 2026.

Læs også...  Fritidsfesten flytter til idrætshøjskolen

GÅET GLIP AF .. ?