Rekrutteringsfirma vil lære 50 sønderjyder at kende

Rekrutteringsfirma vil lære 50 sønderjyder at kende
Ken Paulsen på virksomhedsbesøg. Pressefoto

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Der findes masser af erfaring i Sønderjylland, som fortsat kan gøre en forskel på arbejdsmarkedet og det er udgangspunktet for Seniorstyrkens lokale indsats, som ledes af Ken Paulsen. Han er chefkonsulent med ansvar for at opbygge Seniorstyrkens aktiviteter i Sønderjylland med udgangspunkt i Sønderborg og Aabenraa.

Fra det lokale kontor på Ellegårdvej i Sønderborg besøger han virksomheder, afdækker deres konkrete behov og finder seniorer, der passer både fagligt og personligt til opgaven.

”I mine samtaler med lokale virksomheder møder jeg igen og igen behov, som ikke nødvendigvis kræver en medarbejder 37 timer om ugen. Det kan være en erfaren bogholder, chauffør, handyman, lagermedarbejder eller administrativ profil helt ned til tre timer om ugen eller i en periode, hvor der er ekstra travlt”, siger Ken Paulsen i en pressemeddelelse.

Erfaring – ikke bare CV’er

For at kunne følge med virksomhedernes forskellige behov vil Seniorstyrken i løbet af de kommende seks til otte uger gerne lære omkring 50 flere seniorer fra Sønderjylland at kende.

Der søges seniorer med erfaring inden for blandt andet:

Kontor og administration

Bogholderi og økonomi

Lager, logistik og produktion

Chaufførarbejde

Håndværk og tekniske opgaver

Ejendomsservice og praktisk vedligeholdelse

Køkken, service og kundekontakt

”Vi står ikke med 50 konkrete job, som skal besættes i morgen. Målet er at lære menneskene bag erfaringen at kende, så vi kan kontakte den rette, når en virksomhed henvender sig med en passende opgave. Bag ethvert CV er der et menneske, og det er mennesket, vi skal lære at kende”, fortæller Ken Paulsen.

Seniorstyrken søger primært pensionister, som har lyst til fortsat at bruge deres faglighed, holde sig aktive og være en del af et arbejdsfællesskab – men på fleksible vilkår og med timer efter aftale.

”For mange handler det ikke kun om en ekstra indtægt. Det handler også om fortsat at bruge sin erfaring, møde andre mennesker og have noget meningsfuldt at stå op til. Hos os bestemmer senioren selv, hvilke opgaver der er interessante, og hvor meget der passer ind i hverdagen”, siger Ken Paulsen.

Personlig matching og lokal tilstedeværelse

Seniorstyrken er mere end en digital platform. Modellen bygger på personlig kontakt, lokalkendskab og tæt dialog med både virksomheden og senioren.

Når en virksomhed henvender sig, besøger en konsulentvirksomheden for at få indsigt i opgaven, arbejdspladsen og den ønskede profil. Når en mulig kandidat er fundet, bliver vedkommende præsenteret for virksomheden sammen med Seniorstyrkens konsulent.

”Det vigtigste er ikke bare at sende et CV. Det handler om at finde et menneske, der passer til både opgaven og virksomheden. Derfor er jeg tæt på begge parter gennem hele forløbet”, forklarer Ken Paulsen.

Virksomheden bestemmer fortsat selv, om kandidaten er den rigtige, og betaler først, når det rette match er fundet, og senioren er startet.

Seniorer, der ønsker at høre mere om mulighederne, og virksomheder med en konkret opgave, er velkomne til at kontakte Seniorstyrken via Seniorstyrken.dk.

Læs også...  Bilka fik Sønderborg i Arbejde Prisen

GÅET GLIP AF .. ?