Gennem flere måneder har ikke mindst handelslivet i Nordborg glædet sig til, at der kommer turister på besøg i Nordborg Resort – og selvfølgelig skyldes glæden, at turisterne kan køre til Nordborg og handle i butikkerne. Men to forskere sagde i går, tirsdag, at de ikke tror, at de familier, som lejer feriebolig i resortet, kommer særligt meget til Nordborg og man derfor ikke skal forvente det helt store opsving i lokale butikker.
“Jeg er lidt ked af den udtalelse fra de såkaldte eksperter, som slet ikke kender vores område”, siger borgmester Erik Lauritzen til Nært & Nyt. Han mener, at resortet ikke alene vil gavne Nordals men hele kommunen.
“Nogle af de gæster, som kommer til resortet, vil selv lave deres mad og de vil handle på Nordals. En del vil også opleve den natur, der er udenfor resortet og så vil nogle også køre til Nordborg, Augustenborg og Sønderborg”, siger borgmesteren.
At resortgæsterne kan blive til succes for restauranter, butikker og andre i hele kommunen, det er kommer ikke af sig selv.
“Det skal der arbejdes for – og det er op til os lokale, det er op til byrådet, butiksejere, restauratører og også resortet”.

