Mandag aften var Den Kongelige Ballet i Augustenborg – i går var den i Nyborg – og tirsdag skal danserne på scenen i Vemb, og derfra går turen til Rebild Bakker, Børglum Kloster, Silkeborg, Amfiscenen i Randers, Fredensborg Slotshave og så Øregaardsparken i Hellerup.
Inden balletdanserne optræder, så er der nogle medarbejdere, som har sørget for, at der står en scene, at der er lys og lyd – og de sørger også for at dansernes tøj hænger klar.
“Vi har en del at se til, men det er bare rigtigt hyggeligt at komme rundt i landet, selvom jeg ikke lige kan huske, hvor vi skal hen i morgen”, sagde en af scenearbejderne til Nært & Nyt.
Han og hans kolleger var klar med alt til tiden og det var et par timer før forestillingen, så danserne kunne bruge scenen til at varme op på.



