Scleroseforeningen i Sønderborg havde en fantastisk indsamling i går, søndag, fortæller lokalformand Gitte Christensen.
”Vejret var med os og vi samlede 72.000 kroner ind”, siger hun til Nært & Nyt.
Der var oprindelig 46 tilmeldte, men på dagen var der 32 indsamlere – det er seks mere end sidste år og Gitte Christensen synes, det er dejligt, at tallet er stigende.
”Det er hyggeligt, når indsamleren kommer tilbage og får en kop kaffe, mens pengene bliver talt op. Der er gode historier, der deles med de andre indsamlere. Sidst på dagen hyggede vi med pizza i Frivillighedens Hus”.
På landsplan blev indsamlet 6,5 millioner kroner.


