Torsdag aften kæmpede virksomheder om flotte placeringer i Bike & Run og det var Sønderborg Familie- og Firmasport, der stod for arrangementet.
“Bike & Run er en stafet, hvor der først løbes, så cykles der og løbes igen. Herefter cykles der igen inden de sidste løbere tager stafetten og begiver sig afsted”, siger Jonny Arnold fra Sønderborg Familie- og Firmasport og tilføjer, at når den sidste løber fra et hold er i mål, så har de samlet set gennemført maratondistancen.
Stemningen ved SFS-hallen var i top, vejret var fint og deltagerne hyggede sig, mens kollegerne var ude på ruten. Selvfølgelig blev der også kåret vindere og i rækken med damehold vandt Bloodrunners fra Sønderborg Sygehus. I rækken med herrehold vandt SONFOR og i mix-rækken var det Box6400, der var hurtigst.
De tre vinderhold vandt en tur til FunBowling og efter vinderne var hyldet, blev der trukket lod om flere præmier – og de alle kan nyde, at de havde en sjov aften sammen med kollegerne.



