Torsdag blev der delt priser ud på BC Syd og det var Vækstrådet, som stod bag.
En af priserne var Kometprisen, som blev givet til en virksomhed, der hurtigt voksede – og det var Morning Studio, som løb med den.
“Vi er stolte over at være en del af Sønderborg og næste år tager vi Vækstprisen”, sagde den glade modtager.
Morning Studio skaber stærke detailkoncepter i hele Nordeuropa som hovedentreprenør for butikskæder og brands. Leverer komplette løsninger fra 3D-scanning og design til byg og montage. Med base i Sønderborg og projektledelse fra Fredericia er de kendt for pålidelighed, faglighed og evnen til at få komplekse projekter til at spille.
De øvrige nominerede
Fiskbæk Entreprise ApS: Entreprenør og autoriseret kloakmester med base ved Gråsten. Kendt for at tage opgaver, hvor andre må give op – især inden for specialopgaver og kloakseparering. I starten af 2025 styrkede de forretningen med opkøbet af Løjt Kloakservice. En værdsat samarbejdspartner med fokus på service og høj faglighed.
HAUPT ApS: Tømrer- og snedkerforretning fra Gråsten, der løser opgaver inden for nybyggeri, tagarbejde og renovering. Virksomheden kombinerer solid erfaring med moderne løsninger og har en stærk lokal forankring. Kunderne møder en ligetil og professionel tilgang til byggeriet.
RUBE Karrosseri ApS: Skadecenter for alle bilmærker med fokus på pladearbejde og karrosseriskader. Tesla-godkendelsen i 2025 har tilført nye kunder, og samarbejder med bilhuse og værksteder vokser. Med base i Sønderborg og ny afdeling i Haderslev er de klar til næste kapitel.
SH Byggeri ApS: Tømrer- og snedkerforretning fra Broager, der udfører både hoved- og underentrepriser. Med digital tilgang til tegninger, kalkulation og projektstyring skaber de overblik og effektivitet. En stabil samarbejdspartner, der kombinerer moderne byggeteknologi med praktisk erfaring.



