Til årets Sjov & Musik kan gæsterne glæde sig til meget mere end blot 3 x 4 timers fantastisk livemusik. Det gratis arrangement bliver fyldt med aktiviteter, konkurrencer og oplevelser for hele familien.
For børnene venter Hajen Henriks spændende skattejagt, hvor de skal løse opgaver, følge ledetråde og knække koden til den skjulte skat. Alle børn, der gennemfører skattejagten, får en præmie, skriver Team Sjov & Musik.
Der bliver også masser af sjov, når Party Pikachu og Stitch kigger forbi for at underholde børnene med stopdans. Alle kan være med, men det er børnene, der har mulighed for at vinde præmier.
På vores fotostande kan man deltage i en spændende fotokonkurrence med fede præmier. Det foregår ved, at man tager et billede, uploader det på Facebook med hashtagget #sjovogmusikisønderborg og dermed deltager i lodtrækningen.
Derudover er der en stor quiz med flotte præmier under selve arrangementet.
Team Sjov & Musik har arbejdet hårdt for at skabe de aktiviteter og konkurrencer, og vi vil gerne sende en stor tak til det lokale erhvervsliv, som generøst har sponsoreret præmierne.
Børnene kan også glæde sig til besøg af ballonklovnen Finn, som kommer og laver sjove ballondyr.
Når sulten og tørsten melder sig, sørger KS Udlejning for fadøl, sodavand, slushice og andre lækkerier. K & L Mad til Udsatte står klar med mad, mens Kirkens Korshær serverer kaffe og kage.
Sjov & Musik glæder sig til en fantastisk dag i fællesskabets tegn – og se jer alle i Apotekerhaven klokken 12 til 16 den 6. juni.



