Lørdag eftermiddag havde Martin Michael Jakobsen, Carina Sanddahl og en stor gruppe frivillige sat scenen til Sjov & Musik i Apotekerhaven og trods det at vejret ikke helt var med dem, så havde de et publikum.
Fra start lagde Martin Michael Jakobsen og Carina Sanddahl op til fællessang og med sig havde de Kirkens Korshærs kaffekor – og herefter kom en række solister på banen. Blandt dem var Ole Kristensen, der gav sine versioner af sange fra Beatles, Smokie, Creedence med flere.
De tilskuere, der var i Apotekerhaven fik nogle hyggelige timer og de mindre børn syntes det var fantastisk at møde en haj og også Pichachu, som delte Pokemonkort ud. Og dét, at folk hygger sig, det glæder de mange frivillige, som får en succesoplevelse af at være hjælpere i et arrangement, som gør andre mennesker glade.
Kirkens Korshær bød igen på gratis kaffe og kage – der var også mulighed for køb af øl, vand, slushice og pølser med brød.
Den næste omgang Sjov & Musik – og sommerens sidste – er i Kongevejsparken den 9. august.

