Onsdag eftermiddag bød Anne Grethe Nielsen, som er formand for Sønderborg Kunstforening velkommen til foreningens udstilling i RADAR i MultiKulturhuset i Sønderborg.
Kunstforeningen er 88 år gammel og blev starten på al kunst i Sønderborg.
“Søren Møller blev medlem af kunstforeningen og han spurgte, om der ikke skulle være en kunstskole i Sønderborg. Den kom i 1980”, sagde Anne Grethe Nielsen til de omkring 40 gæster, som var kommet til ferniseringen.
“Vi har inviteret kunstnerduoen Markus Johannes Herschbach og Søren Møller til at udstille og deres værker er uhyggelig og godt tænkt”, sagde hun og gav ordet til Søren Møller.
Han fortalte, at verden blev anderledes med Trump som præsident og Putins krig i Ukraine.
“Markus Johannes Herschbach og jeg er en slags seimografer, der mærker rystelser og det er vores uhyggelige drømme, vi viser i udstillingen. Der er også motiver fra Sønderborg. I første omgang tænkte vi, der aldrig bliver krig her hos os. Men vi ved det jo ikke”, sagde Søren Møller.
“Billederne er skabt ved hjælp af AI, der både er facinerende og skræmmende. Skræmmende, fordi vi ikke ved, om det vi ser, er virkeligt”.
Udstillingen er åben for alle frem til maj måned og der er fri adgang, når biblioteket er åbent.



