De seneste vandprøver viser, at drikkevandet i Ragebøl og Dybbøl er helt sikkert at drikke. Embedslægen har derfor i dag, onsdag, ophævet kogeanbefalingen, som blev indført efter der blev fundet bakterier af typen enterokokker i drikkevandet.
Vandet kan bruges som normalt
Alle husstande og virksomheder i området kan nu igen bruge vandet direkte fra hanen til både at drikke, lave mad og børste tænder.
SONFOR anbefaler i en pressemeddelelse, at man lader vandet løbe lidt, før man drikker af det, hvis man ikke har brugt vandhanerne siden i fredags, så eventuelt stillestående vand i installationerne bliver skyllet ud.
“Jeg vil gerne takke alle berørte borgere og virksomheder i Ragebøl og Dybbøl for den store tålmodighed og forståelse, I har vist i den periode, hvor kogeanbefalingen har været gældende. Vi ved, at det har givet gener i hverdagen, og vi sætter stor pris på den måde, I har håndteret situationen på” siger Sonfors direktør, Christian Udby.
Nyt UV-anlæg og skærpet overvågning
Som et ekstra sikkerhedstiltag har SONFOR i denne uge installeret et UV-anlæg ved Tinggårdbeholderen. Anlægget renser vandet ved hjælp af ultraviolet lys, der ødelægger bakteriers DNA og dermed gør dem harmløse. På den måde kan eventuelle bakterier fjernes uden at påvirke vandets smag eller kvalitet.
Derudover fortsætter SONFOR med skærpet overvågning af drikkevandet i Ragebøl og Dybbøl for at sikre, at vandet bliver ved med at være rent og sikkert.



