I dag, fredag, kom der nye stole i Frivillighedens Hus. De røde stole, som hidtil har været der, kunne ikke mere.
“Stolene har været i brug her hos os siden åbningen i efteråret 2016 og før da blev de brugt i Alleen”, siger frivilligkonsulent Johnny Gammelgaard Alfsen fra Frivillighedens Hus og han tilføjer:
“De nye stole er bredere og så er de polstrede, så det er slut med kamp om de puder, som vores bruger brugte på de gamle stole”.
Frivilligkoordinator Lone Juhl Petersen, som også er i Frivillighedens Hus fortæller, at der er 650 brugere i huset hver eneste uge.
“Sidste år var der 2.468 lokalebookinger, så vi må sige, at de gamle stole har gjort deres”.
Der var også nogle stole, som hverken var slidte eller defekte.
“Men de er tunge og kan ikke stables, så de er kørt til kommunens -Møbelbørs’, så de kan komme et andet sted hen og gøre gavn.
Det er bestyrelsen i Frivillighedens Hus, der har søgt penge til de nye stole og Sundhedsudvalget sagde god for ansøgningen.

