Søndag fra klokken 10 til 16 kan du gå på opdagelse blandt de virkeligt mange boder, som er i stadeteltet på havnen i Gråsten – og det er Gråsten Æblefestival, som er vært.
Æblefestivalen byder fra klokken 10 til 11 på Piraten Don Gustavs farlige piratshow – et familieshow for både voksne og børn.
Frem til klokken 13 bliver der indleveret hjemmebagte kager, som skal ses, smages og bedømmes af en jury og mellem klokken 14 og 15 afsløres vinderkagen og navnet på bageren.
Fra 11 og frem til klokken 16 – kun afbrudt af kåringen af Årets Æblekage – spiller Sindberg en masse Kim Larsen-sange, du kan synge med på.
“På Gråsten Æblefestival oplever man, hvad fællesskabet i Gråsten er i stand til at løfte – og lørdag hvor Sønderjyske Mesterskab i Fællesskab også var her, fik det hele endnu mere værdi”, siger Christel Leiendecker, som er formand for Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab. Hun var ikke på pladsen i rollen som byrådspolitiker, men som frivillig.
“Det er 11. gang, der er Æblefestival og hvert år er der lagt mere på. Det er dét, som frivillighed kan og her er hele byens involveret”, siger Christel Leiendecker til Nært & Nyt.
“Hvor mange tusinde der var her lørdag, det tør jeg ikke gætte på, men der var rigtigt mange og der var hele tiden flow”.
Her kan du læse mere om Gråsten Æblefestival.



