Sønderborg-boksere kom hjem med diplomer

Sønderborg-boksere kom hjem med diplomer
10-årige Ali boksede sig til et diplom og 30 flotte point. Foto · af: Ole Kæhler

Ole Kæhler
Ole Kæhler

Læsetid: 3 minutter

Flere af de meget unge boksere i Sønderborg Amatør Bokse Klub har været en tur i Varde for at bokse diplomkampe. Og om diplomkampe skriver Dansk Amatør Bokse Union: Der gives point for teknik, parader og benarbejde – bliver en kamp stoppet, gives der ingen point. Ingen boksere har ’fortjent’ et diplom blot ved at gå ind i ringen. Bedømmelsen starter med at hver bokser har 0 point og via deres tekniske kunnen får point.

“Det gik rigtigt godt og jeg fik flere point end min modstander gjorde”, siger Valentina fra Den Tyske Skole til Nært & Nyt. Hun fik 34 point ud af 45 mulige.

Katarina, som er elev på Dybbøl Skolen synes også, at det gik godt i hendes kamp, der var den tredje diplomkamp.

“Jeg fik 30 point og det var flere end modstanderen”, siger hun og tilføjer, at hun ikke ved, hvor mange diplomkampe, hun skal have, inden hun skal i ringen til en rigtig kamp.

De to boksepiger synes, det er herligt at gå til boksning.

“Her i klubben lærer vi nye at kende og vi har et rigtigt godt fællesskab”, siger Valentina og Katarina siger:

“Det er også spændende at lære nye ting og så er der jo ikke så mange piger, der bokser. Boksning er jo ikke en holdsport. Du kæmper for dig selv og kan ikke lægge skylden for fejl over på andre”.

Mahmoud og Bastian sikrede sig også et diplom. Foto: Ole Kæhler

Der var også drenge i ringen og en af dem er Mahmoud fra Dybbøl-Skolen, som boksede sig anden diplomkamp.

“Den gik bedre end den første og jeg fik 32 point”, siger han.

Bastian boksede sin første diplomkamp og dommerne vurderede den til 30 point.

“Jeg har kun bokset i tre måneder”, siger han.

Ali, som er elev på Sønderskov-Skolen, var også i Varde, hvor han boksede sin fjerde diplomkamp og sikrede sig 30 point.

“Jeg venter på at få en rigtig kamp og det kan jeg efter den 18. juli, hvor jeg fylder 11 år. Man skal nemlig være 11 år for at bokse kampe”, siger han og fortæller, hans forældre synes, det er fint, han går til boksning.

“Det er min fars idé, jeg skulle prøve boksning og det skyldes, at flere i familien har bokset”.

Valentina og Katarina. Foto: Ole Kæhler

 

 

Læs også...  Strikkefestival har pyntet lygtepæle på Perlegade

GÅET GLIP AF .. ?