Efter en udfordrende februar er passagerudviklingen igen positiv i Sønderborg Lufthavn. I marts steg passagertallet med 8 procent, og samlet har 13.033 rejsende passeret terminalen i årets første kvartal 2026 – mod 12.281 i samme periode sidste år. Det svarer til en samlet vækst på 6 procent.
”Februar var rigtig træls på grund af vejret, som førte til mange forsinkelser og aflysninger. Heldigvis har marts vist en helt anden stabilitet, hvor regulariteten har været i top,” siger lufthavnsdirektør Jákup Sverri Kass i en pressemeddelelse.
Den 10. marts åbnede lufthavnen rigsfællesskabets første digitale tårn, og moderniseringen fortsætter nu med en større omlægning af arealerne omkring lufthavnens bygninger.
Samtidig udvides antallet af chartermuligheder fra Sønderborg løbende. Senest har Neubauer Turistik åbnet for salget af charterrejse til Napoli. Hertil kommer tilbuddene fra blandt andre Nilles & Gislev Rejser og Alsie Express, som også udbyder charterture direkte fra Sønderborg.
”I samarbejde med vores partnere kan vi – ud over ruten til København og sæsonruten til Bornholm – nu tilbyde en række spændende nye destinationer fra Sønderborg”, siger direktøren.
Blandt de kommende destinationer er blandt andet Isle of Man, Sardinien, Gotland og Skotland.
Han peger dog også på en udfordring:
”Den høje brændstofpris kan blive en barriere for vækst og lønsomhed, og vi ser frem til en normalisering på det område”, siger Jákup Sverri Kass.


